Erfaring
Christian indledte sin karriere hos SIGMA og fortsatte i strategiske roller hos Danske Bank Group og Advance. Herefter fulgte ledende stillinger hos DDB i Norden og Canada, senest som SVP Strategy & Innovation. I 2018 blev han Strategic Director hos NORD DDB, inden han i 2021 tiltrådte sin nuværende rolle som Executive Strategy Director hos Accenture Song.
Motivation
Christian Budtz fortjener en plads på The M List som en af de dygtigste strategiske profiler i dansk marketing. Som Executive Strategy Director i Accenture Song spiller han en helt central rolle i bureauets strategiske og kreative gennemslagskraf. Han er kendt for sin høje faglighed og tydelige, men ydmyge ledelsesstil. I 2025 har han været med til at drive markante kampagner og samarbejder for blandt andre Norlys, DSB, Danske Bank, Rent Hav og VELUX, som har skabt både dokumenterede forretningsresultater og samfundsmæssig impact. Året bød samtidig på stærke anerkendelser, herunder Effie- og D&AD-priser samt titlen som Agency of the Year 2025 til Accenture Song. Med sit vedvarende engagement i branchen er Christian en naturlig kandidat på årets The M List.
Hvad er din personlige “Must Win Battle” i 2026 – og hvad vælger du bevidst fra for at vinde den?
At fokusere mere på projekter, der skaber positiv energi, glæde og håb. Med nyhedsstrømmens massive doom and gloom vælger jeg bevidst at begrænse mit daglige nyhedsforbrug.
Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet det seneste år, som havde reel konsekvens – også internt – og som du stadig står på mål for?
Pyha, et dramatisk spørgsmål. Helt udramatisk har jeg prioriteret, at vores strategiteam får den nødvendige tid til at skrive Effie-cases på en række projekter. Det er en vigtig investering at dokumentere kreativitetens effekt på bundlinjen.
Hvad er den stærkeste kommercielle, kreative eller organisatoriske impact, du har skabt det seneste år?
Kreativitet er teamwork. Så det synes jeg må være op til gode kolleger, kunder og samarbejdspartnere at vurdere.
Hvad er den største risiko, marketingorganisationer undervurderer lige nu – og hvordan adresserer du den konkret i din egen forretning?
Verden har ikke brug for mere middelmådigt indhold, bare fordi det bliver hurtigere at producere det. Jo mere middelmådighed, jo mere skal vi turde insistere på, at originalitet, værdier, intuition og smag er det, der giver brands en stærk stemme.
Hvis marketing skal være en reel vækstdriver i 2026 – hvad skal marketing så stoppe med at gøre?
Selvom verden føles uforudsigelig må Marketing ikke lade sig stresse til at fokusere ensidigt på kortsigtet taktik. Kunsten bliver at bevare roen og sikre en effektiv balance mellem taktik og brandbyggende tiltag, som netop er nøglen til reel vækst.
Hvor skaber AI i dag reel værdi i din marketingorganisation – og hvor gør det ærligt talt ikke (endnu)?
Vi er hurtigere til at visualisere ideer, så de står tydeligere, og til at trække indsigter ud af store mængder data. AI producerer omvendt så meget output, at det jo stadig kræver båndbredde at omsætte til en dybere forståelse.
Hvilken udvikling vil få størst betydning for marketingfaget de næste 3–5 år – og hvad kræver den, at du ændrer i din egen ledelsespraksis?
Det bliver at forstå, hvornår i marketingøkosystemet vi taler til mennesker som målgruppe og hvornår vi taler til AI-agenter, og hvordan vi gør det mest effektivt. Det stiller større krav til at orkestrere teams med vidt forskellige kompetencer.