Erfaring

Claus begyndte sin karriere inden for salg og ledelse hos Ekstra Bladet. Siden co-stiftede han flere digitale platforme inden for gaming og mode, inden han i 2015 grundlagde AI-virksomheden Halfspace, som han fortsat leder som CEO. Parallelt grundlagde han legal tech-virksomheden Onlaw, der blev opkøbt af Karnov Group i 2021. I dag står Claus i spidsen for Halfspace, som nu er en del af Accenture.

Motivation

Claus Bek Nielsen fortjener en plads på The M List som founder & CEO for Halfspace og som en markant profil inden for AI og advanced analytics i Norden. I 2025 markerede Claus et afgørende kapitel, da Halfspace blev en del af Accenture, samtidig med lanceringen af Center for Advanced AI i Norden med base i København. Samme år har han stået i spidsen for opbygningen af et stærkt fagligt AI-miljø. Samtidg har han fortsat positioneret Halfspace som en foretrukken AI-partner gennem toneangivende samarbejder med blandt andre DBU, Novo Holdings og Trackunit, der har opnået betydelig anerkendelse. Med et konsekvent fokus på at gøre AI anvendelig, skalerbar og værdiskabende har Claus Bek Nielsen sat et tydeligt og varigt aftryk på udviklingen af AI i erhvervslivet og er derfor en naturlig del af årets The M List.

Hvad er din personlige “Must Win Battle” i 2026 – og hvad vælger du bevidst fra for at vinde den?
At sikre, at AI-investeringer løfter bundlinje og beslutningskraft. Vi skal flytte fokus fra teknologi for teknologiens skyld til værdi for virksomheden, hvilket kræver stringent prioritering af de få cases, der kan skaleres effektivt i 2026.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet det seneste år, som havde reel konsekvens – også internt – og som du stadig står på mål for?
Vi valgte at blive en del af Accenture, fordi det åbner vejen for, at vores arbejde med applied AI kan blive globalt skaleret. Det giver vores medarbejdere helt unikke muligheder for at skabe impact og udvikle sig.

Hvad er den stærkeste kommercielle, kreative eller organisatoriske impact, du har skabt det seneste år?
Organisatorisk handler det om at have sikret, at Halfspace er landet godt i en af verdens største organisationer.

Hvad er den største risiko, marketingorganisationer undervurderer lige nu – og hvordan adresserer du den konkret i din egen forretning?
Hvor hurtigt AI-udviklingen bevæger sig, og hvad det betyder for marketingorganisationer.

Hvis marketing skal være en reel vækstdriver i 2026 – hvad skal marketing så stoppe med at gøre?
En naturlig fornemmelse for, hvordan bevægelser sker, er aldrig irrelevant. Men marketing skal i langt højere grad bygge hypoteser, teste hurtigt, måle respons og tilpasse med data, ikke med mavefornemmelser.

Hvor skaber AI i dag reel værdi i din marketingorganisation – og hvor gør det ærligt talt ikke (endnu)?
Ikke besvaret.

Hvilken udvikling vil få størst betydning for marketingfaget de næste 3–5 år – og hvad kræver den, at du ændrer i din egen ledelsespraksis?
AI går fra værktøj til grundstruktur i marketing. Det betyder, at beslutninger, budgetter og kundeinteraktioner bliver automatiserede, personlige og real-time.