Erfaring

Didrik begyndte sin karriere hos Carlsberg, hvor han arbejdede med marketing og brandledelse i både Danmark og internationalt. Herefter fortsatte han hos SAS som Vice President Brand Marketing. Senere blev han CEO for DIF & Team Danmark Kommerciel og stiftede marketingrådgivningen JumbleBusiness. I dag er han Director of Brand, Marketing and Loyalty hos Dansk Industri.

Motivation

Didrik A. Fjeldstad markerer sig som en stærk leder, der har været med til at løfte Dansk Industris brand og synlighed markant. Med en klar strategisk retning har han været med til at sætte dansk erhvervslivs mest markante organisation endnu tydeligere på landkortet og styrke DI’s position gennem et stærkere og mere sammenhængende brand. I 2025 har Didrik blandt andet arbejdet målrettet med at professionalisere marketingindsatsen i organisationen, udvikle en ny visuel identitet og skabe mere datadrevne og effektive kommunikations- og marketinginitiativer. Hans evne til at kombinere faglig kløgt, moderne marketing og tydeligt lederskab gør ham til en central profil i udviklingen af Dansk Industris brand og derfor er han på årets The  M List.

Hvad er din personlige “Must Win Battle” i 2026 – og hvad vælger du bevidst fra for at vinde den?

At lykkes med at forløse en række større og komplekse digitale transformationsprojekter, så de skaber konkret værdi, og så det skaber mere arbejdslyst internt for dem, der skal få det til at ske. Ingen nye æg i kurven, vi skal lykkes med dem, vi har.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet det seneste år, som havde reel konsekvens – også internt – og som du stadig står på mål for?

At etablere et Marketing Board, som allerede efter et år har været med til at skabe mere værdi for vores medlemmer, løftet værdiskabelsen og styrket professionaliseringen. Vi har skabt konkrete resultater og givet marketing en mere strategisk rolle.

Hvad er den stærkeste kommercielle, kreative eller organisatoriske impact, du har skabt det seneste år?

Ved at digitalisere analoge relationer i ét tal, Relationsscoren. Det har gjort os mere datadrevne, proaktive og relevante. Konkrete resultater som større tilfredshed og mindre churn. Det er en unik måde at understøtte marketing, CRM og loyalty-arbejdet.

Hvad er den største risiko, marketingorganisationer undervurderer lige nu – og hvordan adresserer du den konkret i din egen forretning?

At vi ikke integrerer avanceret teknologi og AI intelligent i vores arbejde. Hos os har vi konkrete mål på såvel afdeling som medarbejderniveau for at integrere AI smart. Vi arbejder også aktivt med at give marketing en mere strategisk rolle internt.

Hvis marketing skal være en reel vækstdriver i 2026 – hvad skal marketing så stoppe med at gøre?

Sige ja til alt. Der er en risiko for, at vi i marketing kan blive set som en hæveautomat, der bringes i spil når de strategiske beslutninger allerede er truffet. Vi er bedst, hvis vi bringer vores metode og kompetencer i spil tidligt, hænder OG hoved.

Hvor skaber AI i dag reel værdi i din marketingorganisation – og hvor gør det ærligt talt ikke (endnu)?

I vores interne processer, i performance sporet og i søgefunktioner og lignende digitale produkter. Vi mangler at gøre det til et reelt, strategisk værktøj på tværs.

Hvilken udvikling vil få størst betydning for marketingfaget de næste 3–5 år – og hvad kræver den, at du ændrer i din egen ledelsespraksis?

Det er svært at komme udenom teknologi. Det skal jeg kunne mestre. Så skal jeg skal investere i egen ledelseskompetence, strategisk know-how, kreativ problemløsning, kreativ udvikling og beslutningskraft, og min kommercielle acumen.