Erfaring

Jakob indledte sin karriere efter endt uddannelse fra Aarhus Universitet og RMIT University. I 2011 var han med til at stifte s360, hvor han siden har været Group CEO og Co-founder og opbygget virksomheden fra en aarhusiansk opstart til en international koncern med tilstedeværelse i flere europæiske markeder. Der ud over har Jakob siden 2021 været bestyrelsesformand i Helion B2B.

Motivation

Jakob Vedel fortjener en plads på The M List som Group CEO og Co-founder af s360 og som en af de mest markante profiler og bureauer inden for digital marketing og performance i Norden. I 2025 har han stået i spidsen for endnu et år med tocifret vækst, for 14. år i træk, samtidig med at s360 er vokset til mere end 330 medarbejdere på tværs af 11 kontorer i otte markeder. Året har blandt andet været præget af opkøbet af svenske Docklin, en markant styrkelse af s360’s kreative Studio-setup, samt afholdelsen af mere end 20 Ecom Leaders-events i europæiske storbyer. Der ud over har s360 opnået stor international anerkendelse med både sejre og nomineringer ved Global Search Awards, samt flere priser ved Danish Digital Award. Jakobs vedvarende fokus på kultur, kvalitet og skalerbar vækst gør ham fuldt fortjent til en plads på årets The M List.

Hvad er din personlige “Must Win Battle” i 2026 – og hvad vælger du bevidst fra for at vinde den?

Min ”Must Win Battle” i 2026 er at cementere vores position som den ultimative partner for brands og retailers. Det betyder, at vi fravælger andre kundevertikaler for at sikre 100 % fokus og eksekveringskraft hos vores kerne.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet det seneste år, som havde reel konsekvens – også internt – og som du stadig står på mål for?

At satse 100 % benhårdt på en decentral ekspansionsrejse. Vi prioriterer at have mest muligt talent tættest muligt på vores kunder, selvom vi bevidst ofrer noget teoretisk stordriftsfordel på det alter.

Hvad er den stærkeste kommercielle, kreative eller organisatoriske impact, du har skabt det seneste år?

Vi har åbnet døren til vores Group Capability Center i Beograd, der skal sikre, at vi har den rette talentmasse til at understøtte vores vækstrejse. Det er den beslutning, der har haft den største organisatoriske impact det seneste år.

Hvad er den største risiko, marketingorganisationer undervurderer lige nu – og hvordan adresserer du den konkret i din egen forretning?

AI er tæt på værdiløst uden et meget solidt datagrundlag. Vi adresserer det ved at bygge vores eget fundament først. Kun ved at mestre vores egne data internt, kan vi troværdigt guide vores kunder.

Hvis marketing skal være en reel vækstdriver i 2026 – hvad skal marketing så stoppe med at gøre?

Stop med at købe nye AI-tools, før det eksisterende datafundament er på plads. Marketing skal stoppe med at jagte ‘shiny objects’ og i stedet genfinde fokus på den fundamentale kunderejse. Enkelhed og eksekvering trumfer kompleksitet.

Hvor skaber AI i dag reel værdi i din marketingorganisation – og hvor gør det ærligt talt ikke (endnu)?

Det er allerede dybt forankret på tværs af organisationen og bruges af alle dagligt. Dermed ikke sagt andet, end at vi stadig kun har kradset i overfladen af, hvad der er muligt.

Hvilken udvikling vil få størst betydning for marketingfaget de næste 3–5 år – og hvad kræver den, at du ændrer i din egen ledelsespraksis?

Det er naturligvis påvirkningen fra AI og det faktum, at arbejdsmarkedet de næste 3-5 år vil gennemgå et større skifte, end vi har set de sidste 50 år tilsammen. Jeg tror dog ikke på at ændre ledelsespraksis fra den ene dag til den anden.