Erfaring
Lukas startede som freelance Art Director hos DDB Denmark og &Co, inden han blev Art Director hos Ogilvy & Mather i New York. Herefter fortsatte han hos Uncle Grey, først som Senior Art Director og siden Associate Creative Director. I dag er han Creative & Partner hos Worth Your While.
Motivation
Lukas Lund markerer sig på årets The M List som Founding Partner i Worth Your While og som en af de mest toneangivende danske kreative profiler med international gennemslagskraft. Han har været en del af drivkraften bag bureauets markante position, hvor de i 2025 har hentet Grand Prix ved TRUE Award, Cannes Lions, D&AD-shortlists og en placering på The Drum’s liste over verdens hotteste indie-bureauer. Kampagner som “Name The Bias” for People Like Us og Snapchats spektakulære tram-aktivering i Stockholm viser hans evne til at løfte kreativitet ud i virkeligheden og skabe både kulturel relevans og global opmærksomhed. Lukas fører bureauet frem med mod, ambition og kompromisløs kreativ kvalitet – og hans internationale udsyn og vedvarende prisniveau gør ham til en oplagt profil på årets The M List.
Hvad er din personlige “Must Win Battle” i 2026 – og hvad vælger du bevidst fra for at vinde den?
Min personlige kamp for 2026 er at få de her 3 ting til at gå op:
- Vær en god ægtemand og far til mine fire børn.
- Gøre WYW endnu sejere.
- Hav det sjovt undervejs.
Punkt 1 er selvfølgelig vigtigst. Ellers kan de andre punkter ikke lykkes.
Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet det seneste år, som havde reel konsekvens – også internt – og som du stadig står på mål for?
På trods af, at vores første halvdel af 2025 var lidt tricky, er jeg både glad og stolt over, at vi kunne holde fast i vores kerne af fantastiske ansatte. Det høstede vi frugten af i andet halvår, hvor tingene gik bedre. Og det gør vi stadig.
Hvad er den stærkeste kommercielle, kreative eller organisatoriske impact, du har skabt det seneste år?
Vores tilgang til altid at løse vores opgaver, uanset hvor store eller små, med et super højt kreativt niveau, har det bedste impact. Det betyder nemlig, at vores kunder kommer igen. Og at vi tiltrækker nye kunder med samme ambition.
Hvad er den største risiko, marketingorganisationer undervurderer lige nu – og hvordan adresserer du den konkret i din egen forretning?
AI-slop. Hører hele tiden: “Kan vi bruge AI til at lave det?” Og jeg forstår det jo godt, for nogle gange giver det god mening. Men fart og økonomi må ikke diktere alt. Det mener vi, at idéen, craft, og de gode indsigter derimod skal have lov til.
Hvis marketing skal være en reel vækstdriver i 2026 – hvad skal marketing så stoppe med at gøre?
Man skal stoppe med at gøre det, man plejer. For det kan godt være, at det virker, det man gør i dag, men det kan sikkert også blive endnu bedre. Og hvis du udfordrer dig selv, bliver dit job sjovere, og så bliver dine reklamer bedre.
Hvor skaber AI i dag reel værdi i din marketingorganisation – og hvor gør det ærligt talt ikke (endnu)?
Det skaber reel værdi hele tiden. Vi benytter det dog udelukkende internt til oplæg osv., hvor det er et fantastisk værktøj. Vi bruger også en del krudt på, hvordan vi kan bruge det til at producere et reelt slutprodukt, men der er vi ikke helt endnu.
Hvilken udvikling vil få størst betydning for marketingfaget de næste 3–5 år – og hvad kræver den, at du ændrer i din egen ledelsespraksis?
AI har fået nok opmærksomhed, så her er et andet bud: Vi vil se flere små bureauer. Det er den udvikling, der foregår globalt, og vi ser det også herhjemme. Og det er fedt. Så vi skal ikke lade os lokke af vækst, for WYW er allerede Worth Your While.