Erfaring
Michael begyndte sin karriere hos Kunde & Co., hvor han over flere år avancerede til Associate Partner. Herefter blev han Head of Strategy hos Jyllands-Posten, inden han i 2022 tiltrådte som Head of Corporate Brand & Positioning, Senior Vice President i Danske Bank, en stilling, han bestrider i dag. Derudover er han bestyrelsesmedlem i Aarhus Symposium.
Motivation
Michael Bjørn Jensen fortjener en plads på The M List som en af de strategiske kræfter bag Danske Banks markante brandfornyelse. Som Head of Corporate Brand & Positioning har han spillet en central rolle i arbejdet med at styrke bankens position og genopbygge dens image gennem en tydelig og langsigtet brandstrategi. I 2025 har arbejdet kulmineret med lanceringen af bankens nye visuelle identitet skabt i samarbejde med Kontrapunkt, et projekt, der bl.a. har vundet guld ved Creative Circle Awards og markerer et vigtigt skridt i bankens brandtransformation. Samtidig bidrager Michael aktivt til branchen som jury-medlem ved Danish Digital Awards. Hans strategiske blik og evne til at omsætte brand til konkret forandring gør ham til en værdig profil på årets The M List.
Hvad er din personlige “Must Win Battle” i 2026 – og hvad vælger du bevidst fra for at vinde den?
Teknologien har åbenlyst potentialet til at hjælpe os hurtigere derhen, hvor ens faglighed tæller. At integrere GenAI som systemisk hjælpemiddel til at tænke grundigere, og udnytte den “umenneskelige” intelligens på en mere menneskelig måde, er kampen.
Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet det seneste år, som havde reel konsekvens – også internt – og som du stadig står på mål for?
Vi har besluttet at ændre og udvikle det bedst mulige kreative setup til at understøtte bankens positionering. Som hold har vi fået sat nogle nye samarbejdsmodeller op mellem egne profiler og utroligt dygtige eksterne, der har skabt stærke resultater.
Hvad er den stærkeste kommercielle, kreative eller organisatoriske impact, du har skabt det seneste år?
Sammen med Ralf Lodberg som ansvarlig for marketing, fik vi sat et stærkt hold af interne og udvalgte eksterne profiler, til at udvikle strategi, koncept og lanceringskampagne af bankens største produkt sidste år. Det blev til “Panorama”.
Hvad er den største risiko, marketingorganisationer undervurderer lige nu – og hvordan adresserer du den konkret i din egen forretning?
Tilbage til menneskelig brug af “umenneskelig” teknologi. Den transformative rolle som GenAI kommer til at spille, undervurderes nok stadig. Dertil kommer udfordringen i at sikre en meningsfuld brug, der bygger på og styrker ægte intelligens.
Hvis marketing skal være en reel vækstdriver i 2026 – hvad skal marketing så stoppe med at gøre?
Pumpe konstante digitale, døde og ligegyldige eksponeringer i hovedet på folk, som kan tælles i afrapporteringen, men som ikke kan måles i ændret opfattelse eller adfærd på lang (eller kort) bane.
Hvor skaber AI i dag reel værdi i din marketingorganisation – og hvor gør det ærligt talt ikke (endnu)?
For mig og mit team har det skabt værdi ift. at drive struktureret strategisk og konceptuel tænkning flere kilometer længere end tidligere. Hvad angår visuelt indhold (i en bank, hvor tillid er afgørende), så afsøger vi stadig vejen frem.
Hvilken udvikling vil få størst betydning for marketingfaget de næste 3–5 år – og hvad kræver den, at du ændrer i din egen ledelsespraksis?
Jeg vil argumentere for, at evnen til at arbejde langsigtet og konsistent med sin positioneringsstrategi, er afgørende i en verden, der hele tiden lokker til nye og hurtige løsninger. Jeg vil forsøge at være grisen, der byggede sit hus i mursten.