Erfaring
Mikkel indledte sin karriere i rejsebranchen hos Carlson Wagonlit Travel, før han gennem mere end 10 år arbejdede med marketing og kommunikation i SAS. Herefter fulgte seks år som Head of Communication i Handelsbanken samt ledende kommunikationsroller i Nordea og TDC. Han har desuden været selvstændig rådgiver og kortvarigt direktør for Kultur og Kommunikation i Coop. I dag er han marketingchef i Personelkommandoen i Forsvaret.
Motivation
Mikkel Jørnvil fortjener en plads på The M List som marketingchef i Personelkommandoen i Forsvaret, hvor han har skabt markante resultater i employer branding og rekruttering. I 2025 modtog Forsvaret over 69.000 ansøgninger, 24.000 flere end året før, rykkede 18 pladser frem på Universums rangliste blandt højtuddannede og øgede søgningen til officersuddannelserne. Kampagner som officerskampagnen og “Mød Forsvaret Ansigt til Ansigt” har sat ansigt på organisationen og styrket kendskab og relevans blandt unge målgrupper gennem film, digitale platforme og fysiske events. Med en datadrevet og AI-understøttet mediestrategi, anerkendt med bronze ved Global Native Advertising Awards, har han kombineret kreativitet med effekt. Hans evne til at omsætte kommunikation til rekrutteringskraft gør ham fortjent til en plads på årets The M List.
Hvad er din personlige “Must Win Battle” i 2026 – og hvad vælger du bevidst fra for at vinde den?
Min ”Must Win Battle” er en rigtig battle. Det er at øge Forsvarets kampkraft, så vi kan passe godt på hele Kongeriget og alt det, vi har kært. Hvad jeg fravælger, er ligegyldighed og unødig kompleksitet.
Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet det seneste år, som havde reel konsekvens – også internt – og som du stadig står på mål for?
Den står jeg ikke alene med, og den er svær at forklare kort. Men en strategisk vigtig og meget synlig indsats, som kunne have været meget omfangsrig og dyr, klarede vi med enkle greb, super målrettet, billigt og med fremragende resultat.
Hvad er den stærkeste kommercielle, kreative eller organisatoriske impact, du har skabt det seneste år?
En række interne omstruktureringer, som har skabt nye dynamikker, fremelsket ejerskab, fået dygtige folk længere frem i bussen og styrket vores interne gennemslagskraft i takt med, at gode resultater har vist sit værd.
Hvad er den største risiko, marketingorganisationer undervurderer lige nu – og hvordan adresserer du den konkret i din egen forretning?
At være så optaget af faglige discipliner, at de overordnede helheder og mål glemmes. Jeg gør mig umage for selv at finde nye måder at sikre, at alle i Marketing er optaget af at bidrage til Forsvarets kampkraft.
Hvis marketing skal være en reel vækstdriver i 2026 – hvad skal marketing så stoppe med at gøre?
Jeg skal ikke tale på andres vegne. Men i Forsvaret skal vi altid huske at tale et sprog, andre forstår. Vil vi tages alvorligt, skal vi altid være i øjenhøjde og arbejde med netop de ting, der bidrager til de overordnede mål.
Hvor skaber AI i dag reel værdi i din marketingorganisation – og hvor gør det ærligt talt ikke (endnu)?
Jeg er ærligt talt ikke sikker. Men jeg ved, at AI-ansøgninger til de jobs, vi slår op, ikke rammer plet. Vi skal holde fast i det menneskelige.
Hvilken udvikling vil få størst betydning for marketingfaget de næste 3–5 år – og hvad kræver den, at du ændrer i din egen ledelsespraksis?
At vi formår at vise, igennem daglige indsatser og prioriterede målinger, at vi har en eksistensberettigelse. Jeg ved ikke, om jeg skal ændre noget. Men jeg skal hver dag sikre, at jeg selv forstår, hvad der er vigtigt, og kan lede derefter.