Erfaring
Naghmeh Pour begyndte hos new—land som Executive Producer Assistant og siden Director’s Assistant, før hun selv trådte frem som instruktør. I dag arbejder hun som Director hos new—land samt tilknyttet DIVISION i USA og Frankrig og ANORAK Film i Tyskland. Sideløbende er hun fagansvarlig for Filmlinjen på Den Danske Reklameskole.
Motivation
Naghmeh Pour markerer sig på The M List som en internationalt anerkendt instruktør, der med mod, æstetisk styrke og kulturel tyngde skaber film, som både bevæger og forandrer. I 2025 har hun for alvor sat sit aftryk med Name The Bias, der har vundet Bronze ved Cannes Lions, to Silver ved Young Director Award samt opnået nomineringer ved Eurobest, Creative Circle og TRUE Awards. Kampagnen har sat gang i en vigtig debat om diskrimination og vist, hvordan en stærk fortælling kan flytte holdninger. Samtidig har hun instrueret prisroste projekter som Pink Sky At Night for Ffern og film for Imagine5 og TV2. Hendes evne til at forene kunstnerisk kvalitet, aktivisme og international gennemslagskraft samtidigt med at være en markant fagansvarlig for Filmlinjen på Den Danske Reklameskole, giver hende en fortjent plads på årets The M List.
Hvad er din personlige “Must Win Battle” i 2026 – og hvad vælger du bevidst fra for at vinde den?
At skubbe til normerne og udfordre accepten af, at tingene “er som de er”. Jeg fravælger passivitet og komfort og vælger aktivt at stille spørgsmål, tage ansvar og bidrage til en mere reflekteret, ansvarlig og menneskelig retning.
Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet det seneste år, som havde reel konsekvens – også internt – og som du stadig står på mål for?
At lytte til mine egne grænser og min mavefornemmelse, frem for forventninger udefra. Det har været afgørende for at bevare min integritet og skabe noget, der er ærligt og unikt.
Hvad er den stærkeste kommercielle, kreative eller organisatoriske impact, du har skabt det seneste år?
Mit arbejde på “Name The Bias” for People Like Us. Kampagnen satte fokus på diskrimination baseret på ikke-vestlige navne og de strukturelle barrierer, mange møder i arbejdslivet, og bidrog til at skabe opmærksomhed og debat internationalt.
Hvad er den største risiko, marketingorganisationer undervurderer lige nu – og hvordan adresserer du den konkret i din egen forretning?
I et overmættet landskab risikerer marketing at miste troværdighed. Jeg oplever, at ærlig og menneskelig kommunikation skaber stærkere forbindelse. Derfor arbejder jeg bevidst med indsigt og autenticitet i det, jeg skaber.
Hvis marketing skal være en reel vækstdriver i 2026 – hvad skal marketing så stoppe med at gøre?
Marketing skal stoppe med konstant at jagte kortsigtede resultater og producere for mængdens skyld. Jeg tror på mere fokus, kreativ kvalitet og langsigtet brandopbygning fordi det er det, der skaber reel relevans og gør marketing til en vækstdriver.
Hvor skaber AI i dag reel værdi i din marketingorganisation – og hvor gør det ærligt talt ikke (endnu)?
AI kan effektivisere dele af processen, som fx at rette kommaer.
Hvilken udvikling vil få størst betydning for marketingfaget de næste 3–5 år – og hvad kræver den, at du ændrer i din egen ledelsespraksis?
Et øget krav om ægthed. Mennesker gennemskuer hurtigt det konstruerede, og om lidt vil det kede os at prompte indhold. Det stiller højere krav til det, vi skaber. Det kræver, at jeg som instruktør insisterer på ærlige fortællinger.