Erfaring

Nicklas startede sin karriere som Office Assistant hos Advokatfirmaet Flemming Jensen og arbejdede siden i event- og underholdningsbranchen hos bl.a. Live Nation Entertainment, TAP1 og TERMINALERNE. Herefter blev han Marketing Coordinator hos Ubro SystemPac og Head of Marketing Communication hos Granturismo Cars A/S. I 2019 tiltrådte han OOONO som Chief Marketing Officer blev siden Chief Commercial Officer og er i dag Chief Growth Officer.

Motivation

Nicklas Sørensen indtager en plads på The M List som en kommerciel drivkraft bag OOONO’s markante vækstrejse og internationale positionering. Som en central profil i virksomhedens Commercial Business Development har han i 2025 været med til at løfte OOONO ind blandt Danmarks 1.000 største virksomheder, sikre endnu en Gazelle og slå omsætningsrekord med over 100 mio. kr. på 12 dage under Black Week – svarende til 100 kr. i sekundet og et produkt solgt hvert tredje sekund. Samtidig har han været med til at styrke brandet gennem Crowdfunding-initiativer og investorkampagner, senest omkring Joule Medical, og positioneret OOONO som mere end et produkt, men som teknologi, der skaber tryghed og samfundsværdi. Hans evne til at kombinere eksplosiv vækst, kapitalrejsning og kommerciel eksekvering gør ham berettiget til en plads på årets The M List.

Hvad er din personlige “Must Win Battle” i 2026 – og hvad vælger du bevidst fra for at vinde den?

OOONO står overfor endnu en transformation, hvor nye forretningsområder i høj grad skal drive væksten de næste tre år. Mit “Must Win Battle” er derfor at få bygget platformen kommercielt, hvilket betyder, at jeg bevidst fravælger den “daglige marketingdrift”.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet det seneste år, som havde reel konsekvens – også internt – og som du stadig står på mål for?

Beslutningen om at frigøre mig helt fra den daglige drift og dedikere alt min tid til at fokusere på fremtidens forretning. En stor omvæltning for mig personligt, da jeg har været hands-on og en eksekverende del af det kommercielle team.

Hvad er den stærkeste kommercielle, kreative eller organisatoriske impact, du har skabt det seneste år?

Beslutningen om at ændre “marketing” til “commercial” og samle CX, Product, Marketing & Salg i én afdeling. En vigtig anerkendelse af, at kommerciel succes er større end dygtige sælgere/gode annoncer, hvor alle teams er væsentlige vækstdrivere.

Hvad er den største risiko, marketingorganisationer undervurderer lige nu – og hvordan adresserer du den konkret i din egen forretning?

Risikoen for at blive til en indholdsmaskine uden retning og lade sig styre af performancekanalerne. At volume ikke slår autencitet og det at være konsekvent. Vi er meget fokuseret på at “less is more” og investeringer above the line.

Hvis marketing skal være en reel vækstdriver i 2026 – hvad skal marketing så stoppe med at gøre?

Stop med at producere indhold en masse og opfinde den dybe (kreative) tallerken hver dag. Hold det simpelt og brug mere energi på at udkomme ordentligt.

Hvor skaber AI i dag reel værdi i din marketingorganisation – og hvor gør det ærligt talt ikke (endnu)?

AI er værdifuld og effektiv på flere parametre i vores team, men bruges primært i den indledende fase til indsigter, kickstart af en kreativ proces, copy, lokalisering, analyse etc. Det halter stadig på autenticitet og originalitet.

Hvilken udvikling vil få størst betydning for marketingfaget de næste 3–5 år – og hvad kræver den, at du ændrer i din egen ledelsespraksis?

Marketing kommer til at eje den kommercielle agenda på tværs af organisationen. Det handler ikke længere “kun” om effektiv kommunikation, men om at definere fremtidens produkter, positionering og strategi. Forretningsforståelse er et must.