Erfaring

I 2014 gjorde Signe for alvor entré i medieverden, og det i en stilling som kommunikationspraktikant hos DR. Hun rykkede siden til Astrid Haug, hvor hun arbejdede som studentermedhjælper og senere blev fastansat som digital rådgiver. I 2017 kom Signe til sin nuværende stilling som marketingansvarlig hos Heartbeats

Motivation

Stor faglig ballast, en flot kreativ forståelse og visioner der driver til at tænke markedsføring på nye måder, lander Signe Gren en velfortjent plads på The M Talents. Signe formår at kombinere online og offline på innovativ vis, og i Heartbeats’ radiostudie har hun bl.a. været med til at udtænke og eksekvere en række events og markedsføringsinitiativer for brands som Adidas og Sonos. Signe er en af de drivende kræfter hos Heartbeats, hvor hun byder ind med et talent for at afkode målgrupper og forudsige næste sæsons trends og tendenser. Qua disse indsigter har hun været med til at definere den identitet, som Heartbeats har i dag, samt at skabe mediets digitale strategi, som bl.a. har bevirket, at kendskabet til Heartbeats er blevet flot udbredt. Det skal både anerkendes i branchen og på årets The M Talents.

HVAD HAR VÆRET DIN STØRSTE PROFESSIONELLE SUCCES I 2019?

Når jeg deler ud af min viden, holder oplæg og underviser, gør det mig enormt glad, når folk efterfølgende fortæller, at de har lært noget og er blevet inspireret. Så ved jeg, at jeg ikke har spildt deres tid! Det gør mig også stolt, at vi hos Heartbeats formår at få meget ud af vores (beskedne) marketingbudget og løbende vækster kendskabet.

HVAD ER DIT MÅL FOR 2020?

Keep going… Det er optur at lære noget nyt hver dag og heldigvis ikke svært, når man arbejder med et felt, der konstant udvikler sig! Jeg trives med den variation, der er i mine arbejdsopgaver, og med et klichefyldt Malk de Koijn-citat, så føler jeg faktisk, at jeg har fundet en hobby med et indbygget job i.

HVILKEN ROLLE SER DU DIG SELV I OM FEM ÅR?

Uh, i en tid hvor vi snakker om eksponentiel udvikling, er det vovet at lave femårsplaner. Men nok en rolle omkring strategisk rådgivning indenfor marketing/kommunikation – eller måske en Ph.d. om nye teknologier – jeg var vild med min tid på RUC, og er kæmpe fan af gadgets og tech-nørderi.

HVAD ER DIT BEDSTE RÅD TIL BRANCHENS SENIORPROFILER?

Vær modig, lyt til de unge og fyld viden og videreudvikling på den energi, som mange unge talenter har. Ellers er de hurtigt videre. Skab en fleksibel arbejdsplads med frihed til at arbejde, når de vil og hvor de vil.

HVILKE TRE EGENSKABER KARAKTERISERER DIG BEDST?

Nysgerrig, idérig, problemløser.

HVOR HENTER DU INSPIRATION HENNE?

Når jeg iagttager – hvad end det er mennesker, kunst, natur eller tv. Når jeg hører musik og podcasts. Når jeg snakker med venner og familie, mødes med mit 30 SoMeTHING-netværk, er på konferencer. Når jeg underviser. Når jeg genbesøger steder og opdager nye ting.