Erfaring

Sideløbende med studierne arbejdede Isabella som Brand Manager hos det digitale kulturmagasin VINKkbh, og i 2016 startede hun sin rejse hos Verizon Media. Her er hun gennem årerne avanceret internt og sidder i dag som Senior Client Manager. Derudover har Isabella en baggrund med bestyrelsesarbejde i Dansk Markedsførings studenterforening.

Motivation

Som et ungt talent med høje ambitioner og et stort drive har Isabella Sofie Nielsen på fire år støt bevæget op ad Verizon Medias karrierestige. Det har landet hende en ledende rolle af virksomhedens eksekvering af globale digitale kampagner og det seneste halvandet år placeret hende i forreste række over for mediegruppens største globale kunde. Her navigerer Isabella sikkert i spændingsfeltet mellem kunde, kreativitet, strategi og digitale kanaler og tilbyder innovative digitale løsninger med afsæt i omstillingsparathed og aktuel samfundsviden. Resultaterne tæller stærke samarbejder, opbygning af egen kundeportefølje og lead på projekter, der har høstet priser ved flere anerkendte awards. ”Closed for Maintenance” for Visit Faroe Islands og “Home of Happiness” for IKEA er blot enkelte udvalgte. Velkommen til The M Talents 2021, Isabella!

Hvad har været din største professionelle succes i 2020?

Min største professionelle succes i 2020 har været min udviklingsrejse. Jeg landede og leder nu en af de største globale kunder i virksomheden. Det kulminerede også i, at jeg vandt den årlige pris i Verizon Media Norden, som gives til en medarbejder, der har gjort en ekstraordinær indsats og stor forskel for kollegerne og virksomheden.

Hvad er dit mål for 2021?

Mit mål for 2021 er at blive ved at udvikle mig og fortsat være ambitiøs omkring alt, hvad jeg foretager mig. Jeg vil gerne være blandt dem, som går forrest og sætter standarden for, hvordan vi tænker digital markedsføring. Jeg vil også gerne på et tidspunkt lede mit eget team, hvor jeg kan lære fra mig og motivere andre til at opnå succes.

Hvilken rolle ser du dig selv i om fem år?

Jeg ser mig selv i en essentiel og ledende rolle, hvor jeg arbejder med digital marketing, mediestrategi og branding på den internationale scene. Om det er på bureau eller kunde-siden, det må tiden vise. Det vigtigste for mig er, at jeg laver noget, der gør mig glad samtidig med at jeg udvikler mig og inspirerer andre.

Hvad er dit bedste råd til branchens seniorprofiler?

Giv nogle unge kandidater chancen, også selvom de ikke har nogen eller den rigtige erfaring. Vi starter alle et sted, og det handler langt hen ad vejen om kandidatens personlighed, drive og nysgerrighed efter at lære. Det kan jeg virkelig skrive under på, for jeg fik selv denne mulighed, dengang jeg startede som helt ny i branchen.

Hvor henter du inspiration fra?

Alle steder. Hos mine kolleger, professionelle netværk, LinkedIn, min omgangskreds, research studier, det internationale mediebillede, men også hos min 88-årige farfar og især ved dette års mange virtuelle events. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til ting rundt omkring mig, nok fordi jeg arbejder med marketing og reklamer hver dag.