Erfaring
Sebastian kickstartede karrieren som Digital Client Manager hos dentsu X. Halvandet år efter tog han til s360, hvor han først sad som Manager i Client Strategy, og hurtigt blev forfremmet til Senior Manager. I september 2023 vendte han retur til dentsu X, hvor han tog et stort skridt op ad karrierestigen og i dag kan kalde sig Digital Director hos bureauet. Sideløbende fungerer han som medstifter af EMN – et marketing-netværk.
Motivation
Sebastian Stadil Petersen har en unik profil, som strækker sig fra specialistområder til strategisk forretningsudvikling og performance marketing. Han arbejder innovativt med sine kunder, hvilket det seneste år har skabt nogle flotte resultater. Han var bl.a. med til at udvikle et nyt digitalt setup, der dynamisk tilpasser målretning og kreativ til hver enkelt visning på tværs af programmatic og social. En indsats som resulterede i en betydelig stigning i webtrafik, klikrate og en imponerende reduktion i CPC. Desuden var han afgørende i transformationen af Egmonts abonnementsstrategi, der førte til rekordhøje abonnementssalg i 2023. Derudover spillede han en central rolle i lanceringen af BOLD Drinks, hvor hans mediestrategi bidragede til at øge markedsandelene betydeligt på trods af stærk konkurrence fra store mærker som Starbucks, Monster og Redbull. For sine flotte bedrifter, kan Sebastian nu også sætte flueben ved The M Talents.
HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN?
Short form- og user generated content ser jeg som en af de mest markante tendenser i vores branche lige nu. Det har ændret spillepladen for hvordan brands kan markedsføre sig, og de mest innovative og succesfulde brands i dag adopterer en tilgang til markedsføring, der minder mere om et mediehus end en klassisk produktvirksomhed.
HVORDAN HAR AI PÅVIRKET DIN TILGANG TIL MARKEDSFØRING?
AI har været en del af digital marketing i lang tid, men Generative AI har gjort mange aspekter af marketing lettere og hurtigere. Jeg har selv implementeret Gen AI-redskaber i min hverdag, men AI har ikke påvirket min grundlæggende tilgang til marketing. Opgaven for marketing er, i min optik, stadig den samme, og det har AI ikke ændret på.
HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?
Dén udfordring, som jeg synes er mest kritisk i branchen, er den tiltagende kløft mellem branding og performance marketing, samt adskillelsen af traditionelle og digitale medier. Det har skabt en branche hvor både brands og bureauer fragmenterer medieindkøbet så meget, at det kompromitterer evnen til at udforme en helstøbt marketingstrategi, der effektivt adresserer både kortsigtede forretningsmål og fremtidig vækst.
HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?
I min optik ligger der en opgave hos både brands og bureauer. Brands bør forstå deres forretning bedre og være mere transparente over for deres bureau. I bureaubranchen er der et strukturelt problem: Performancebureauer er gode til forretningsstrategi, men halter på mediestrategi, og mediebureauerne er stærke på mediestrategi, men svage på forretningsstrategi. Bureauer, der mestrer begge dele, tror jeg, vil være de mest succesfulde i fremtiden.
HVAD MENER DU ER DEN MEST UNDERVURDEREDE FÆRDIGHED INDEN FOR DIT FAG I DAG?
I vores branche lider alt for mange af “Shiny Object Syndrome”, hvor man konstant jagter de nyeste medier, trends og tendenser uden at tage højde for, om det passer til brandet, marketing- eller forretningsmålene. Derfor mener jeg, at den mest undervurderede færdighed er evnen til objektivt at vurdere nye trends ud fra ens egen forretning, marketingstrategi og brand.
HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?
Jeg er særligt stolt af det faglige netværk, EMN, som jeg driver sammen med Rasmus Hansen og Kristoffer Saxtrup. Vi er lykkes med at skabe et netværk hvor unge talenter mødes for at blive bedre sammen og hjælper hinanden, og det er jeg ret stolt af, fordi branchen til tider kan være præget af høj konkurrence og spidse albuer.
HVILKEN MINDEVÆRDIG KAMPAGNE/MARKETING AKTIVITET HAR GJORT SÆRLIGT INDTRYK PÅ DIG?
POWER’s Liveshopping-setup er en marketingaktivitet, som jeg synes er et af de bedste eksempler på hvordan man på en og samme tid kan skabe positive resultater for både brandet og forretningen. De havde modet til ret tidligt at respondere på en ændret købsadfærd i retailbranchen, og er lykkes med at gøre det til en del af deres varemærke. Det kan andre annoncører og bureauer lære meget af.