Erfaring
Ulik kickstartede sin karriere som Co-Founder & Creative af medieproduktionen Sassy, hvor han gennem knap tre år opretholdt dette ansvar. I 2020 kom han til Marketsquare som Creative Art Director, hvilket senere viste sig at føre ham til hans nuværende stilling som Creative Lead hos reklamebureauet.
Motivation
Trods sin primære bureauerfaring hos Marketsquare har Ulik Kepinski Rode formået at være en stor drivkraft bag flere prisvindende kampagner for IKEA, herunder “Everyone is an influencer”, “IKEA Vintage Sale”, “The Second Hand Campaign” og senest en tidobling af priserne til Black Friday. Hans stædighed, ambitioner og ligegyldighed overfor bump på vejen har været afgørende for hans succes, hvilket afspejles i hans samling af priser, herunder Cannes Guld, One Show – Lia – Cresta Bronze, Sølv ved DIA og CCA. Hans arbejde for IKEA alene har ført til 58 shortlister og 18 statuetter af forskellig kaliber, hvilket vidner om hans dygtighed og dedikation inden for kreativ marketing. Uliks inspirerende forståelse for reklame, har ført til stor succes, og udgør et inspirationsgrundlag for den danske bureauscene – meritter der markerer Ulik, som en sikker M Talent-profil anno 2024!
HVAD ER DEN VIGTIGSTE TENDENS I BRANCHEN?
I besvarer jo selv det spørgsmål nedenfor: AI. Men jeg tror ikke nødvendigvis, at det vigtigste ligger i, hvad AI kan gøre for os, men i endnu højere grad, hvordan vi som branche forholder os til AI.
HVORDAN HAR AI PÅVIRKET DIN TILGANG TIL MARKEDSFØRING?
Jeg ser det som et værktøj. Et revolutionerende værktøj, helt klart. Men stadig bare et værktøj. Om ikke andet så bekræfter AI mig i, at jeg ikke bør opføre mig som en robot, når jeg arbejder. Menneskelige indsigter, menneskelige idéer, menneskelig interaktion
HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING FOR BRANCHEN?
Mange peger på, at AI vil tage vores jobs. Men hvis AI kan det, skal vi nok til at kigge indad. Jeg er nok ikke den første til at italesætte det, men folk kan generelt ikke lide reklamer. Og der skal nok en form for krisebevidsthed til, at vi faktisk omstiller os til en verden, hvor folk adblocker, skipper og skærmer sig selv fra vores kommunikation. Jeg tror ikke at AI løser problemet for os.
HVORDAN LØSER MAN DEN UDFORDRING?
Ved at udtænke kommunikation, som målgruppen ikke kan eller vil adblocke, skippe eller skærme sig selv fra. Vi skal stoppe med at tænke i tvang og begynde at tænke i frivillighed. Det er der heldigvis mange dygtige folk i branchen, som allerede har gjort i mange år.
HVAD MENER DU ER DEN MEST UNDERVURDEREDE FÆRDIGHED INDEN FOR DIT FAG I DAG?
Empati. Det må være svært at skabe god kommunikation, hvis man ikke kan forstå og leve sig ind i andre menneskers følelser og situationer.
HVAD HAR VÆRET DEN VIGTIGSTE SUCCES I DIT ARBEJDSLIV DET SENESTE ÅR?
Mockupsquare har været helt vildt sjovt at sætte i verden, fordi det på en måde var en kampagne fra mig til min branche. At eksekvere sådan en aktivering med egne hænder, i et så lille, indspist miljø, har været fantastisk effektivt og fantastisk underholdende. Og så har den vundet mig en del nye, fantastiske kolleger.
HVILKEN MINDEVÆRDIG KAMPAGNE/MARKETING AKTIVITET HAR GJORT SÆRLIGT INDTRYK PÅ DIG?
Den første reklame, jeg kan huske, har jeg først senere fundet ud af, var en reklame. 1. april 2001 var et S-tog tilsyneladende brudt op igennem fliserne på Rådhuspladsen, hvilket jeg som 7-årig observerede på forsiden af EB. Jeg var så fascineret af det. Senere har jeg fundet ud af, at det var Gevalia, der havde lavet en ambient installation som en aktivering af deres “uventede gæster” platform.