Erfaring

Efter endt studie i 2019 startede Caroline som Project Coordinator hos Merkle Danmark, hvor hun hurtigt blev forfremmet til Project Manager. I 2022 tog hun et skridt videre og blev Senior Project Manager. I 2023 fortsatte Caroline sin karriereudvikling og blev Senior Project Manager for Marketing Innovation & GenAI hos VELUX, hvor hun også er i dag.

Motivation

Caroline Sejersen Jungmark har markeret sig som en visionær leder inden for marketinginnovation og AI, og hendes evne til at navigere i den hastige udvikling af kunstig intelligens har sat standarden for, hvordan marketing skal transformeres i fremtiden. Som Senior Portfolio Manager for Marketing Innovation & GenAI hos VELUX Brand Marketing har Caroline spillet en central rolle i at accelerere AI-drevne strategier, hvor hun har udforsket og kortlagt AI-muligheder på en ansvarlig måde. Hendes arbejde har haft en afgørende indflydelse på, hvordan AI kan integreres og skabe værdi på tværs af marketingfunktioner. Caroline’s dedikation, nyskabelse og hendes ansvarlige tilgang til AI er bemærkelsesværdige, og hendes indsats fortjener hyldest. Derfor er hun en af årets M Talents 2025.

Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
Som en del af vores Marketing Innovation & GenAI-team i VELUX Brand Marketing er det naturligt for mig at fremhæve AI som den mest afgørende tendens. Vi står over for en transformation, hvor AI – om vi vil det eller ej – allerede har, og i højere grad vil få, en afgørende betydning for, hvordan vi arbejder i marketing fremover. Potentialet virker uendeligt lige nu, og det er vores ansvar at udforske det på en ansvarlig måde, så vi ikke halter bagud i forhold til vores marketing kolleger i andre lande.

Hvad er den største udfordring for faget?
Her vil jeg igen pege på min egen innovations- og AI-ramme, hvor jeg vurderer, at den største udfordring lige nu er kløften mellem de store visioner, de succesfulde piloter og den faktiske implementering og realisering af værdi. Den reelle værdi skabes først, når vi formår at integrere de spændende pilotprojekter i vores processer og – ikke mindst – skalere dem.

Hvordan løser man denne udfordring?
Der er ikke én enkelt løsning, men uden ledelsesmæssig forankring og villighed til at investere vil det sjældent lykkes. Den såkaldte bottom-up-tilgang er også mindst lige så vigtig. Vi skal kunne demokratisere brugen af AI og gøre det til en naturlig del af vores arbejdsgange. Her kommer gennemtænkt change management til at være afgørende for succes. Det handler ikke kun om teknologien, men om at få den integreret i vores daglige processer, få folk til at anvende den og skabe rammerne for at gentænke mulighederne inden for hver enkelt marketingdisciplin.

 

Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
Den vigtigste succes har været kortlægningen af AI-muligheder i VELUX Brand Marketing, hvilket resulterede i identificeringen og prioriteringen af en række use cases. Det blev omsat til specifikke projekter udført i samarbejde med mine dygtige kolleger. Herfra handler det om at integrere, skalere og sikre endnu større værdiskabelse.

Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Kunstig intelligens vil fortsat være en fundamental del af mit arbejde – både i større, strategiske projekter og i mine daglige opgaver. 2025 skal være året, hvor jeg får min egen personlige AI-assistent, og jeg vil fortsætte med at eksperimentere med nye AI-værktøjer, der kan redefinere og optimere mine arbejdsprocesser.

Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
Marketing har et unikt ansvar og en særlig mulighed for at fremme etik, transparens og samfundsansvar i bred forstand. I en AI-kontekst skal vi være frontløbere i etableringen af standarder for ansvarlig brug af generativ AI – i alt fra billede- og videogenerering til tekstproduktion og derudover. Det indebærer blandt andet, at vi kommunikerer åbent om anvendelsen af AI og hjælper forbrugerne med at navigere i en verden med stadig mere sofistikeret AI-genereret indhold.

Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
Med fare for at tale for meget om AI … Jeg tror, at marketingbranchen vil blive defineret af evnen til at omsætte AI’s potentiale til konkret værdi. Vi bevæger os fra sporadisk AI-adoption til et modent økosystem, hvor AI er integreret i alle marketingfunktioner i et eller andet omfang. Det vil frigøre tid til mere strategisk tænkning og kreativitet, og dermed give innovationen mulighed for at blomstre inden for vores fag. Ser jeg lidt bredere på det, bliver et fortsat fokus på data – særligt indsamlingen af højkvalitets førstepartsdata – essentielt.