Erfaring

Julie startede sin Paid social karriere som Marketing Coordinator hos Jewelry by AD. Julie arbejdede som freelance digital marketingkonsulent, før hun blev Digital Marketing Specialist og senere Head of Social Marketing hos MediaGroup Worldwide. Hun fortsatte hos PL & Partners som Paid Social Team Lead og senere Head of Social, før hun i maj 2024 blev Head of Social hos iProspect Denmark.

Motivation

Julie Amanda Nyholm har på få år etableret sig som en markant talentprofil inden for Paid Social. Med en stærk strategisk forståelse og et skarpt øje for performance har hun skabt markante resultater, der har styrket brands og skabt vækst på tværs af platforme. Hendes evne til at kombinere data og kreativitet gør hende til en afgørende drivkraft i udviklingen af social marketing-strategier. Efter sin tiltrædelse som Head of Social hos iProspect Denmark har Julie hurtigt markeret sig som en synlig og engageret leder, der ikke blot driver innovation internt, men også deler sin viden gennem oplæg, podcasts og branche events. Julie er en ambitiøs og resultatorienteret profil, der skubber grænserne for, hvad Paid Social kan opnå – og hendes bidrag fortjener at blive anerkendt på årets M Talents 2025.

Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
I min optik er en datadrevet tilgang til content vigtigere end nogensinde før- uanset om vi snakker performance eller langsigtet branding. I en tid, hvor forbrugerne oversvømmes af reklamer, er det nødvendigt at fokusere på, hvordan vi måler og anvender content med kvalitet, ikke blot dækning. Den datadrevne tilgang understøtter særligt de kortere, underholdende formater som shortform content, der vinder frem og effektivt engagerer målgruppen.Hvad er den største udfordring for faget?
Den største udfordring er at finde balancen mellem performance marketing og brand building – at navigere mellem kortsigtede mål og langsigtede strategier uden at miste fokus på det, der virkelig betyder noget for både forretningen, brandets udvikling og, allervigtigst, forbrugerne. Der eksisterer en kløft mellem performance og branding, som blandt andet er blevet forstærket af et fastlåst mindset omkring, hvordan de forskellige kanaler aktiveres, og hvor i funnel de bidrager.

Hvordan løser man denne udfordring?Der er mange nuancer og facetter i spil, men jeg mener, at et stort ansvar ligger hos de øverste beslutningstagere – CEO og CMO – som sætter retningen og fastlægger KPI’er for marketingteamet. Det er dem, der skal have modet til at investere i langsigtede strategier, der ikke nødvendigvis viser afkast efter to måneder. Derudover er det afgørende at opsætte forskellige KPI’er for hhv. branding og performance og anvende salgsmodellering til at evaluere indsatserne og de afledte effekter fra branding til performance.

Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
Min overgang til et mediebureau og arbejdet med at få performance marketing anerkendt og integreret i et traditionelt mediebureau har været en vigtig milepæl. Jeg har arbejdet for at udfordre den måde, vi tænker kanaler på, så sociale medier ikke kun bruges til taktiske budskaber. Jeg ser det som afgørende at have demonstreret, hvordan disciplinen Paid Social kan skabe værdi på tværs af branding og performance – og at have fået hevet specialisterne ud af kulissen og frem i lyset.

Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Som ordblind bruger jeg dagligt kunstig intelligens for at øge effektiviteten og fjerne barrierer i mit skrevne arbejde. Vi anvender decision AI, som omfatter algoritmer og maskinlæring, på de platforme, vi bruger til at optimere vores indsatser. Det, der optager mig, er, om generativ AI, især til content-udarbejdelse, vil få et markant gennembrud i 2025. Hvis det sker, er det klart noget, jeg skal forholde mig til og anvende.

Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
Traditionelt har omdrejningspunktet for marketing været at maksimere salg og profit. I dag forventes virksomheder at tage et større ansvar for de sociale og miljømæssige konsekvenser af deres handlinger. Marketingprofiler skal forholde sig til det stigende ansvar for deres indvirkning på samfundet og miljøet. Det handler ikke længere kun om at skabe efterspørgsel, men også om at være en positiv kraft i samfundet.

Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
AI, især generativ AI, kan spille en central rolle i marketing i de kommende år. Denne teknologi vil muliggøre mere effektivt og personaliseret content. Hvis det sker, tror jeg også der vil komme et modtryk, hvor forbrugerne kræver mere autentisk og ægte indhold. Men når det er sagt, er det forbrugernes adfærd og forbrugsvaner, der i høj grad vil definere, hvordan marketinglandskabet udvikler sig i de kommende år.