Erfaring

Julie begyndte sin karriere hos Nestlé i Corporate Communications i 2019. I 2020 fortsatte hun til Publicis Media som Campaign Manager og blev senere forfremmet til Digital Executive i 2021. I 2022 blev hun en del af EssenceMediacom Denmark som Cross Media Lead avancerede til Senior Cross Media Lead i oktober 2024.

Motivation

Julie Ertmann Karlsen har på blot fire år i EssenceMediacom Denmark avanceret fra Cross Media Lead til Senior Cross Media Lead. Hun er en skarp strateg, der konstant skaber resultater og finder løsninger, der fungerer. Julie har en stærk evne til at omsætte insights til effektfulde strategier, hvilket har gjort hende til en værdifuld sparringspartner for både kolleger og kunder som Danske Lotteri Spil og Nestlé. Hendes engagement i bæredygtige og effektfulde kampagner blev understreget med NESCAFÉs nominering til Bæredygtighedsprisen ved Rambukken 2024. Med sin positive tilgang og sit skarpe overblik fortsætter Julie med at drive udvikling og innovation i mediebranchen. Hun er en markant talentprofil i EssenceMediacom Denmark og har et stort fremtidigt potentiale, og er derfor at finde på The M Talents 2025.

Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
Forbrugere bliver konstant eksponeret for medier, men bliver i stigende grad sværere at ramme med reklamer. Man er derfor som annoncør nødt til at gøre noget anderledes for at ramme sin målgruppe – også i en verden, hvor folk i stigende grad går offline. Her kommer kulturel relevans ind i billedet som en vigtig tendens. Det er vigtigt at få ens målgruppe til at føle eller tænke for at skabe effekt – at være noget for forbrugeren i flere rum, skabe communities og skille sig ud.Hvad er den største udfordring for faget?
I takt med et mere fragmenteret mediebillede er der et større krav til relevans og personaliserede møder på tværs af platforme. Samtidig befinder vi os i en tid, hvor ”business as usual” hos virksomheder sommetider kan føles som den sikreste vej til at nå KPI’er, men ikke længere er en option, hvis man som annoncør vil vækste i markedet.

Hvordan løser man denne udfordring?
Jeg tror, det er vigtigt, at man tør tage chancer i sin kommunikation, udnytte data, øge sit fokus på målgruppen og sætte denne endnu mere i centrum. For at vækste kan man som annoncør med fordel tage udgangspunkt i det, der virker baseret på data, men samtidig også sikre, at man tilføjer nye og eksperimenterede tiltag og arbejder ud fra modellen 70-20-10.

Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
Jeg sidder med dele af det mediestrategiske ansvar som rådgiver for en af de største annoncører i Danmark, Danske Spil, hvor Danske Lotteri Spil har haft et rigtig godt år, og vi har haft høj kundetilfredshed. Her har det seneste år været præget af gode og åbne dialoger, hvor de har turdet udfordre status quo. Det har været en stor motivation at se, hvordan det bærer frugt, når man gør noget anderledes og bygger bro mellem medier, data og kreativitet.

Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Jeg vil fortsætte min nysgerrighed på, hvordan kunstig intelligens kan anvendes, og bruge det som en måde at effektivisere arbejdsgange og processer. Jeg arbejder til daglig med reklamebureauer, der anvender kunstig intelligens, og internt har vi i EssenceMediacom også en masse gode værktøjer, der kan bruges til optimering og dermed efterlade tid og rum til at skabe mere værdi for kunderne på det strategiske og kreative niveau.

Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
I arbejdet med marketing har vi en unik indsigt i, hvad markedet efterspørger i emnerne om etik, transparens og samfundsansvar. Denne indsigt gør, at vi har et ansvar for at bringe det til bordet og tage det ind i forretningen og vores kampagner, sådan at marketing bliver en funktion, der kan bygge bro ml. forbrugerens forventninger og virksomhedens værdier.

Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
I mit arbejde på bureau handler det hele tiden om, at få marketingkronerne til at arbejde smartere og skabe værdi for kunderne. Jeg tror, at effektivitet, integration og øget automatisering kommer til at være vigtige begreber i de kommende år, og at vi i højere grad kommer til at se resultater, når vi på bureauerne går endnu tættere i vores relationer til vores kunder.