Erfaring

Morten startede sin karriere som Analyst hos Obsidian Digital i september 2019, og udviklede sig hurtigt gennem rollerne som Associate Consultant og Consultant. I juni 2021 blev han Co-Head of Social, og overtog i december 2022 rollen som Director of Social Media. I juni 2024 blev han udnævnt til Managing Director for DK, BiH & ME. I februar 2025 trådte han ind i sin nuværende rolle som Engagement Partner hos Obsidian Digital.

Motivation

Morten Bie Petersen har på blot 5,5 år hos Obsidian Digital avanceret fra praktikant til Engagement Partner. Han har haft en nøglerolle i at udvikle virksomhedens sociale medieafdeling. Han stiller spørgsmålstegn ved branchens frygt for kreativitet og beviser gennem, at mod og nytænkning skaber resultater. Morten er kendt for sin kompromisløse arbejdsindsats, evne til at udfordre status quo og sit stærke lederskab. Hans indhold går viralt, fordi det kombinerer faglig indsigt med personlig kant. Han er ikke bange for at kalde virksomheder ud, og hans opslag resonerer bredt. Han har været en drivkraft bag Obsidian Digitals udvikling, og hans rejse fra praktikant til partner er et bevis på, at hårdt arbejde, talent og ambitioner betaler sig. Derfor er Morten at finde på årets liste.

Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?
People Are The New Brands. Forbrugertilliden til brands falder, mens personer overtager scenen – fra politik til erhverv til medier. Vi bruger mindre tid med venner, mere tid på skærmen og kompenserer ved at følge mennesker. Joe Rogan slår CNN. MrBeast overgår Netflix. Trump vandt valget. Den vigtigste tendens? At sætte ansigt/ansigter på sit brand.

Hvad er den største udfordring for faget?
AI – vores største mulighed og største udfordring. Det har aldrig været lettere at masseproducere skod-indhold uden personlighed eller kant. Når alle har adgang til de samme værktøjer, risikerer vi en bølge af ensartet, sjælløst marketingindhold, og forbrugerne filtrerer hårdere end nogensinde. Marketing skal genopfinde sig selv – ellers drukner vi i ligegyldighed. Når noget bliver lettere, bliver andet sværere – og nu bliver udfordringen at skille sig ud.

Hvordan løser man denne udfordring?
Autencitet. Vi skal være mindre polerede, vise mere af os selv, følelser og ægthed. Marketing skal føles ægte, ikke overgøres, men være autentisk – som det Facebook-feed, vi forelskede os i, i starten af 10’erne. Forbrugerne er eksperter i at spotte falskhed, og hvis dit indhold ikke føles ægte, bliver det ignoreret. Jeg tror på, at autenticitet er den nye valuta i marketing og nøglen til at bygge fremtidens brands.

Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
Kulminationen på min karriere i Obsidian Digital. Jeg startede som praktikant, blev medarbejder nr. 22, og i dag er jeg Engagement Partner i en organisation på over 400. Jeg har bevist, at hårdt arbejde betaler sig, og at det slår talent. Jeg havde hverken det højeste karaktergennemsnit eller spidse albuer. Jeg er stolt af at have været en inspiration for kollegaer og omgangskreds.

Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
Opkvalificering og effektivisering. Jeg har lavet min egen AI-assistent, der sikrer, at jeg bruger minimum 30 minutter om dagen på at opkvalificere mig indenfor relevante områder. AI-tools skal hjælpe mig med at fjerne unødvendig arbejdsbyrde som mødenotater, design af slides, opsummering af rapporter etc. AI handler ikke om at erstatte, men om at optimere vores arbejde, så vi kan skabe mere værdi.

Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
Marketing bliver kun mere interessant. Rollen ændrer sig konstant, og det er netop dét, der gør den så spændende. Vi skal hele tiden udvikle os – og det er præcis det, mange af os søger i vores arbejde. Marketing får et større ansvar, ikke kun for vækst, men for hele organisationen. Fra toplinje til bundlinje, fra brand til ESG – marketing er ikke bare længere en funktion, men en central drivkraft i forretningen.

Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
Der findes kun ét rigtigt svar – og det er ikke særligt kreativt: AI. Uanset om vi taler regulering, automatisering, effektivisering eller kreativitetens nye spilleregler, vil AI sætte dagsordenen. Nogle funktioner vil forsvinde, nye vil opstå. Men én ting er sikkert: De, der lærer at bruge AI rigtigt, får en konkurrencefordel. De, der ignorerer den, risikerer at falde bagud