Erfaring

Niclas startede sin karriere som studerende hos PL & Partners A/S i september 2020 som Associate Paid Social Specialist og avanceret til Paid Social Specialist. I oktober 2022 tog han næste skridt i sin karriere hos GOODIEBOX, hvor han først arbejdede som Growth Manager og blev forfremmet til Senior Growth Manager. I januar 2024 skiftede han til SHAPING NEW TOMORROW som Paid Social Lead. Niclas er i dag Growth Marketing Manager hos OOONO.

Motivation

Niclas Lippert er en af Danmarks mest markante profiler inden for Paid Social og Growth Marketing. På få år har han arbejdet sig op fra specialist til ledende roller hos nogle af landets mest ambitiøse virksomheder, herunder GOODIEBOX, SHAPING NEW TOMORROW og nu OOONO. Hans evne til at balancere kortsigtet performance med langsigtet brandopbygning har gjort ham til en efterspurgt stemme i branchen – både som taler på E-handelsdagen og som gæst i podcasts om Performance Branding. Niclas har allerede markeret sig som en af de skarpeste profiler inden for Paid Social og Growth Marketing. Hans strategiske tilgang og evne til at skabe resultater har gjort ham til en anerkendt stemme i branchen – og nu også en del af M Talents 2025.

Hvad er den vigtigste tendens i faget lige nu?          

Det er selvfølgelig kunstig intelligens, der driver dagsordenen inden for digital marketing. AI har muliggjort nogle helt nye måder at arbejde på, og ikke mindst mere effektivt. Men jeg tror stadig ikke, vi har fundet ud af, hvordan vi bruger det til vores fordel – uden at gå på kompromis med kvaliteten og de menneskelige egenskaber i vores markedsføring.

Hvad er den største udfordring for faget?

Den største udfordring, men også mulighed, er at skille sig ud som virksomhed.

  • AI har muliggjort en masse automatisering og øget effektiviteten af mange opgaver.
  • Øget race-to-the-bottom-konkurrence, især fra Temu.

Derfor er meget indhold blevet generisk, og det handler udelukkende om, hvem der har den laveste pris. Derfor har det aldrig været vigtigere at kunne skille sig ud og opbygge et brand.

Hvordan løser man denne udfordring?
Autenticitet. Vær tydelig i, hvad du er, og hvad du ikke er. Tør at stå inde for det, du tror på, og vær knivskarp til at kommunikere det.

Under det ligger der selvfølgelig en masse overvejelser. I min optik er den allervigtigste overvejelse, en virksomhed kan gøre sig, at spørge sig selv, hvordan ens kunders købsrejse egentlig ser ud – og sikre, at man tilpasser sin markedsføring ud fra det.

Hvad har været den vigtigste succes i dit arbejdsliv det seneste år?
Mit bidrag til at udvikle og få succes med at koble performance og branding hos SHAPING NEW TOMORROW sammen har været min vigtigste succes det seneste år. Vi er gået fra at se det som to isolerede fokusområder til ét stort fokusområde, der er meget mere struktureret, datadrevet og proaktivt, hvilket vi også ser resultaterne af. Det er jeg utrolig stolt over.

Hvordan vil du i 2025 gøre brug af kunstig intelligens i dit arbejde?
AI er allerede kommet langt, men jeg mener stadig, det mangler noget for at kunne lave kreativer fra bunden, der er af høj nok kvalitet. Det forventer jeg dog er muligt, inden året er omme.

For nu bruger jeg AI til copywriting, oversættelser, voiceovers, dubbing, idégenerering samt større analyser.

Hvordan ser du marketingfunktionens rolle i en tid, hvor etik, transparens og samfundsansvar fylder?
For mig kommer det tilbage til autenticitet. Tør at stå frem for, hvad I står for som brand. Kommunikationsmæssigt er det en fin balance ikke at blive for “fluffy” om jeres brand, men stadig holde det relevant for forbrugerne og være kommercielt orienteret. Men netop fordi etik, transparens og samfundsansvar fylder mere og mere, kan disse ting mødes.

Hvilken udvikling eller tendens mener du vil definere marketingbranchen de næste 3-5 år?
AI og autenticitet. Jeg tror, virksomheder bliver afhængige af at sætte ansigter på deres brand og det at stå for noget som brand. Vi ser allerede træk af det nu med f.eks. employee-generated-content (EGC) og influencer samarbejder, der strækker sig flere år. Derudover ser jeg også SEO-området forandre sig, hvilket vi også ser nu med Programmatic SEO. Alt sammen på grund af kunstig intelligens.