Erfaring
Christoffer indledte sin karriere hos McDonald’s, hvorefter han arbejdede som kommunikationsmedarbejder hos KRING og senere marketingassistent hos Gyldendal Uddannelse. Herefter specialiserede han sig i SEO hos bureauet Bonzer, hvor han avancerede fra Junior Consultant til Lead Consultant. I dag er han SEO Manager hos Matas, hvor han driver den strategiske SEO-indsats.
Motivation
Christoffer Emil Heisel fortjener at blive hyldet som en af de mest fremadskuende SEO-profiler i Danmark, der kombinerer teknisk forståelse, data og forretningsimpact på højt niveau. Som SEO Manager hos Matas har han i 2025 været en stor drivkraft bag innovative SEO-strategier, der har sikret stærk og vedvarende synlighed i søgemaskinerne. Med fokus på E-E-A-T, brug af fageksperter og AI-baserede løsninger har han løftet kvaliteten og troværdigheden i indholdsarbejdet markant. Samtidig formår han at omsætte komplekse analyser til konkrete resultater, hvilket bl.a. er anerkendt med guld ved Clever Content Awards 2025. Hans evne til at kombinere AI, data og formidling gør ham til en markant profil, der fortjener en plads blandt årets M Talent-profiler. Stort tillykke.
Hvad er din personlige “Must Win Battle” i 2026 – og hvad vælger du bevidst fra for at vinde den?
Min ”Must Win Battle” er at gøre SEO så systematiseret og AI-drevet, at der i princippet ikke er brug for mig i execution. Det er sat på spidsen, men pointen er at bygge noget, der kan stå selv. Det kræver, at jeg tør give slip på kontrol og læne mig ind i det. Når man gør det, bliver det faktisk befriende og flytter ens fokus til det, der virkelig skaber værdi.
Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet det seneste år, som havde reel konsekvens – også internt – og som du stadig står på mål for?
Jeg valgte at opsige alle vores SEO insight tools og i stedet bygge egne løsninger via API og AI. Det betød, at kollegaer skulle ændre både måden, de modtog og arbejdede med vores indsigter på. Det var en hård fødsel, men nødvendig. Uden den beslutning havde vi stadig kigget på de samme tal som de sidste fem år. Nu bygger vi systemer, der skaber bedre indsigter og en bedre bundlinje.
Hvad er den stærkeste kommercielle, kreative eller organisatoriske impact, du har skabt det seneste år?
Ved hjælp af AI har vi vibe coded os til at automatisere vores keyword-analyser, en opgave der tidligere tog enormt meget tid. Det har frigjort tid til strategisk arbejde og samtidig løftet kvaliteten, fordi indsigterne nu kan målrettes langt bedre til modtagerens behov.
Hvad er den største risiko, marketingorganisationer undervurderer lige nu – og hvordan adresserer du den konkret i din egen forretning?
Den største risiko er, at marketing undervurderer, hvor meget der skal være på plads for at skabe værdi med AI. Uden styr på data, performance og sammenhænge ender man med at skalere støj. Derfor arbejder jeg med klare målepunkter, stærk forankring i forretningen og tæt samarbejde på tværs af fagligheder for at mitigere egne blinde vinkler.
Hvis marketing skal være en reel vækstdriver i 2026 – hvad skal marketing så stoppe med at gøre?
Stop med at tro, at AI er en genvej til at erstatte mennesker 1:1. Mit LinkedIn-feed er fyldt med mennesker der bygger AI-agenter, der kan gøre ni menneskers arbejde. Hvis det er rigtigt, er kvalitetskravene til dit output for lave. Vi skal turde at bruge AI til at frigøre mennesker til reel værdiskabelse.
Hvor skaber AI i dag reel værdi i din marketingorganisation – og hvor gør det ærligt talt ikke (endnu)?
AI skaber reel værdi i skalering af content, analyse og produktion. Det gør ikke i strategi, prioritering og forståelse, hvor menneskelig dømmekraft stadig er afgørende for kvalitet og retning.
Hvilken udvikling vil få størst betydning for marketingfaget de næste 3–5 år – og hvad kræver den, at du ændrer i din egen ledelsespraksis?
AI vil ændre marketing fra execution til orchestration. Det kræver, at jeg som leder fokuserer mindre på output og mere på systemer, prioritering og at sætte retning, samt opbygge og fremelske nye kompetencer i mit team.