The M List 2026

Dansk Markedsføring afholder i samarbejde med Markholt & Partners udvælgelsen af årets The M List – en liste over de 200 mest markante profiler inden for marketing, tech, kommunikation og media. 

Formålet er at skabe synlighed omkring, og give stemme til, de dygtigste profiler herhjemme i løbet af et givent år – til inspiration for hele branchen og med et skarpt øje for diversitet i både perspektiver, kompetencer og repræsentation.

The M List danner samtidig grundlag for nomineringerne til Årets CMO der udvælges af en selvstændig jury med Jakob Bernhard Knudsen, Managing Director, Arla Denmark som juryformand. 

Fredag d. 24. april 2026 fejrer vi både årets udvalgte på The M List og kåringen af Årets CMO. Eventen finder sted hos Dansk Industri og med ambitionen om at skabe et stærkt fagligt samlingspunkt, hvor inspiration, indsigt og netværk mødes.

Vi ønsker at løfte blikket og sætte en klar retning for, hvordan marketing – i samspil med kommunikation, tech og medier – fungerer som en stærk vækstmotor, samtidig med at vi hylder de mennesker, der med mod, talent og nytænkning driver udviklingen fremad.

Sæt kryds i kalenderen og hold øje med offentliggørelsen af programmet.

Der er nu åbent for indstillinger til 2026-udgaven. 

Deadline for indstillinger til The M List er fredag d. 16. januar 2026 
(for indstillinger til The M List Talents 2026, læs mere nederst på denne side)

Sådan udvælges profilerne:
Udvælgelsen sker på baggrund af en grundig screening af hundredvis af indstillede kandidater. 

The M List sammensættes hvert år af et advisory board, der – med hver deres faglige indgangsvinkel og med udgangspunkt i fem centrale kriterier – foretager den endelige udvælgelse. Advisory boardet udpeges årligt på baggrund af langvarige meritter og erfaringer på tværs af branchen og repræsenterer både brand- og bureau-/leverandørsiden.

Der er mulighed for at indstille profiler som Advisory Boardet efterfølgende på baggrund af udvælgelseskriterierne vil vurdere. The M list bygger således ikke på en videnskabelig metode, men er blevet en institution, hvor Dansk Markedsføring tilstræber at vise en spredning i nogle af dygtigste profiler ift. faggrupper og virksomheder.

Advisory Board 2026: 

  • Bo Damgaard, Managing Director at OMD Danmark
  • Steffen Otkjær, Managing Director AKQA
  • Anne Sophie Lange, Tidl. CCO & Partner i Wibroe, Duckert & Partners
  • Birgitte Kold Ingwersen, Director, Marketing & Loyalty, Molslinjen
  • Eva Lundgren, CMO, Aller Leisure
  • Klaus Markholt-Hansen, Managing Partner hos Markholt & Partners.
  • Gitte Tvilling CEO Dansk Markedsføring.

De 5 kriterier for udvælgelsen er: 

1: Fagligt kompetenceniveau

Profilerne i The M List har inden for deres område et fagligt kompetenceniveau der outperformer deres kollegaer i branchen. Deres faglighed favner og stikker både dybt og bredt og The M List profiler er screenet ud fra at kunne sætte nye standarder i deres branche eller område. Deres faglighed følger tidens tendenser og de forstår at udvikle deres faglige kompetencer i en relevant og for deres virksomhed konkurrencemæssig stærk og differentierende retning. 

2: Visionær og innovativ

Marketingdisciplinerne forandrer sig i lyntempo og The M List profilerne har et blik for, samt vilje til at være visionære og se fremad. De er nytænkende og forandrende på en facon, hvor de ikke blot udvikler nye idéer, men også tør realisere dem. De ser muligheder og nye teknologier og går efter at udnytte disse i deres faglige arbejde gennem bevidste målrettede handlinger. The M List profiler er med innovation og typisk digital innovation med til at transformere det danske marketing billede.

3: Synlige resultater

The M List profiler har skabt tydelige og relevante resultater som understøtter mål og visioner for deres virksomheder og organisationer. Om man er ud af marketing, kommunikation eller mediedisciplinerne, så kan feltet påvise målbar- og resultatskabende effekt af deres marketingindsatser.

4: Anerkendelser

Har profilen vundet ekstern anerkendelse i form af omtale eller priser – fx kreative priser, effekt priser eller andre branchepriser, så er det også værd at nævne. Profilerne i The M List har ofte høstet stor anerkendelse i løbet af året, hvilket også kan være en indikator på kvaliteten i arbejdet.

5: Kommunikations- og ledelsesevner

The M List profiler forstår sig på mennesker og er derfor god til både at kommunikere og lede med alle slags stakeholdere, samarbejdspartnere og aktører. De har stærke evner til at skabe relationer i og uden for deres virksomhed/organisation.  The M List profiler gå forrest og evner at blive respekteret blandt sine kollegaer i og uden for branchen og ved hvordan man udvikler og motiverer kollegaer og medarbejdere.

INDSTIL M LIST PROFIL

Indstil til The M List Talents 2026 Ønsker du at indstille til The M List Talents 2026, så udfyld formularen her. Vær opmærksom på, at kandidater til talent-listen skal være født efter 1.05.93.