Dansk bureau-kreativitet har nok engang markeret sig stærkt ved Cannes Lions, også kaldet VM i reklame,  men på femte- og sidstedagen kunne boet gøres op i shortlister, bronze- og sølvløver.
 
Hidtil intet dansk guld – men det leverede Andreas Arnaa og Jesper Sichlau fra MediaCom Beyond Advertising så fredag.
 
Det skete i Film-kategorien i Young Lions, hvor teams fra hele kloden konkurrerede.
 
– Kunden var Global Citizen, og opgaven var at fokusere på kvinders rettigheder – også retten til uddannelse. Vores tilgang var at hylde styrken i samarbejdet mellem kønnene, siger Andreas Arnaa.
 
Han suppleres af Jesper Sichlau:
 
– Vi researchede de opfindelser, som kvinder stod bag. Og lavede en film om, at en mand opfandt skibet, en kvinde opfandt life raft. En mand opfandt pistolen, en kvinde opfandt kevlar – materialet bag den skudsikre vest, en mand opfandt tændstikken, en kvinde opfandt brandtrappen.
 
Og filmens budskab er, at kønnene supplerer hinanden og bringer verden fremad. Der er ikke råd til at tage nogen ud af ligningen.
 
Mindre tid – men stadig landskamp
 
På grund af problemer med at få udstyret frem i tide til de mange teams i Young Lions Film måtte Cannes Lions udsætte konkurrencen – og siden skære i den tid, holdene havde til rådighed. Det blev snarere 33 timer end de oprindelige 48 timer til at udvikle og eksekvere en 60 sekunders film.
 
Andreas Arnaa og Jesper Sichlau havde ikke desto mindre overskud til også at få badet ved Rivieraen og følge Danmarks ikke-helt-så-guldrandede præstation mod Australien ved fodbold-VM.
 
– Vi ved af erfaring, hvordan vi brainer bedst – og at resultatet afspejler vores humør undervejs, så vi sørgede for også at have det sjovt undervejs, siger Andreas Arnaa.
 
Og tilgangen blev ikke kun belønnet med guld og adgang og ophold til næste års Cannes Lions:
 
– Vi talte med juryen bagefter – og med en repræsentant for kunden, der kunne lide filmen så meget, at de overvejer at bruge det som en retning i deres fremtidige kommunikation. De ser det ikke som en enkeltstående video, og det er virkelig en cadeau, siger Jesper Sichlau.
 
Rystende ben
 
Fredag aften skal teamet fra MediaCom Beyond Advertising på scenen i festivalpalæet og modtage guldet. Og sportsklicheen om, at det endnu ikke er gået op for vinderne, hvad der er sket, gælder ikke helt her:
 
– Aldrig har mine ben rystet så meget, og det er godt mange år siden, at jeg har været så tæt på at græde, siger Andreas Arnaa.
 
Teamet blev valgt som Danmarks repræsentanter ud fra deres mappe og ud fra deres resultater ved årets YCCA, hvor det blev til to shortlister. Teamet har tidligere været i Cannes Lions, da de gik på 2. året af Kreativ Kommunikation på DMJX.
 
Guld-filmen er først tilgængelig ved en senere lejlighed, og da følger Markedsføring op.