Der sker spændende ting og sager for det danske medieburau Blackwood Seven i disse dage.

For det første går bureauet nu ind på det tyske marked via købet af mediebureauet Booming, som har hovedkvarter i München, omsætter for ca. 50 mio. euro om året og har 50 medarbejdere.

Ifølge en pressemeddelelse er det tyske marked bl.a. interessant, fordi der formidles mediaindkøb for mere end 20 mia. euro om året.

– En række potentielle kunder har efterspurgt vores kompetencer og platform i udlandet. Tyskland har i den forbindelse været i fokus i længere tid. Vi undersøger også muligheden for opkøb i andre lande, hvor især USA har vores interesse, lyder det fra Carl Erik Kjærsgaard, co-founder og bestyrelsesformand i Blackwood Seven.

50 friske millioner

For det andet har Blackwood Seven netop modtaget 50 mio. kr. i kapitaltilførsel fra Conor Venture Partners, Vækstfonden og Sunstone Capital.

Kapitaltilførslen skal sikre en høj vækst i de kommende år bl.a. gennem opkøb. Kapitaltilførslen er den anden fra Vækstfonden og Sunstone Capital på blot 18 måneder. I den første kapitaltilførsel deltog Vækstfonden, Sunstone Capital og Seed Capital.

Blackwood Seven blev stiftet for to år siden med en ambition om at skabe et alternativ til de traditionelle mediebureauer. Udover Carl Erik Kjærsgaard, tidligere Grey Nordic, er Henrik Busch, der bragte Jubii tilbage fra glemslen, og Thomas Bertelsen, tidligere topchef for OMD i Danmark, en del af mediebureauet.

Lidt om platformen

Blackwood Seven har bygget en platform, som via realtids-modellering giver annoncøren mulighed for at forudsige effekten af sine marketing- og mediaindsatser.  

Dette kombineres med en automatisering af selve mediaindkøbet. Samtidig får annoncøren adgang til en række analyseværktøjer, der i samspil med ovennævnte bidrager til at sikre det optimale udbytte af mediainvesteringen.

– Vores realtids-modellering giver os mulighed for at simulere, planlægge og forudsige, hvorledes mediainvesteringen vil påvirke kundens forretnings-KPIs inden selve afviklingen af kampagnerne. Dette bevirker, at vores kunder i gennemsnit opnår en effektforøgelse i størrelsesordenen 15-25 pct., siger Thomas Bertelsen, co-founder i Blackwood Seven.