Forleden meldte Kontrapunkt ud, at man havde udskilt sin 15 år gamle FMCG-afdeling i et nyt, selvstændigt bureau med navnet Everland – men det prisbelønnede brand- og designbureau har gang i mange flere forandringer i øjeblikket.

Formålet med dem alle er, at de skal bane vejen for yderligere vækst og ekspansion – ikke mindst på internationalt plan.

Rent ledelsesmæssigt bemærkes især, at stifter og ejer, Bo Linnemann, formelt udtræder af direktionen for at hellige sig projektarbejde og kunder i Japan. Samtidig indtræder næste generation Linnemann, med fornavnet Philip, i partnergruppen.

Philip Linnemann fortsætter dog ifølge bureauets oplysninger som adm. direktør i Kontrapunkts datterselskab i Japan, hvor han sidste år startede som Creative Director.

Men han får også en ny og vigtig rolle som strategidirektør for Kontrapunkt Group, der fremover skal fungere som moderselskab for de foreløbig to ”døtre”, Kontrapunkt og Everland.

Slipper trygt daglig styring

Ledelsen her – altså i Kontrapunkt Group - udgøres fremover af Philip Linnemann, Rikke Nalepa Olesen, der er ny adm. direktør i datterselskabet Kontrapunkt, og Thomas Gamst, der er ny adm. direktør i datterselskabet Everland.

Og så er der kommet nye navne til på partnerfronten.

Selv siger Mr. Kontrapunktpar excellence, Bo Linnemann – der i øvrigt sammen med bureauets anden grundlægger, Kim Meyer Andersen, sidste år modtog Creative Circles fornemme Creative Achievement-pris – at han føler sig helt tryg ved at slippe de formelle ledelses-tøjler:

- Jeg er enormt stolt over den udvikling, vi har været igennem de seneste år. At jeg nu kan overlade den daglige styring til et fantastisk kompetent team er blot en naturlig del af rejsen for Kontrapunkt, hvor jeg fremover kan hellige mig projekterne. 

- Vores eventyr i Japan, etableringen af Everland og nu en omrokering i ledelsen og partnergruppen understøtter vores høje ambitioner og tro på egne kræfter. Hos Kontrapunkt har vi altid gået en spændende fremtid i møde. Og det bliver vi ved med, siger han.

Radikale forandringer

Kontrapunkt har senest nydt stor anerkendelse for sit arbejde med DONG Energys rebranding til Ørsted, og ifølge Rikke Nalepa Olesen er de mange ændringer, man gennemfører i øjeblikket, også udtryk for, at man gerne vil drage fordel af den overvældende interesse, man oplever – fra store kunder i Japan og i det hele taget fra international side.

- Min tro på, at der er brug for et bureau som Kontrapunkt ude i verden, er enorm, vores selvtillid er stor, vores kreative ambitioner er tårnhøje, og vi kan se, at vores nye strategi virker, siger hun og tilføjer:

- På to år har vi skabt radikale forandringer i Kontrapunkts kompetencer og ydelser – alt sammen med stor respekt for vores designarv og værdier: Pludselig har verden fået øje på, hvad vi kan, og henvendelserne vi får fra udlandet er helt vilde, siger Rikke Nalepa Olesen.

Hvad er den vigtigste fordel ved den nye koncernstruktur?

- Den åbner for nye muligheder. Det kan være nye samarbejder - herhjemme eller på internationalt plan.

Og nye datterselskaber?

- Det kunne det også være.

Kontrapunkts partnerkreds består fremover af Bo Linnemann, Philip Linnemann, Rikke Nalepa Olesen, Lars Larson, Nille Halding og Nicoline Klareskov. 

Everlands partnergruppe består af Bo Linnemann, Thomas Gamst, Mikael Tonning, Ronnie Greve og Christian Halsted.