Der går støt og roligt fremad for det nystartede mediebureau, Hilmar & Høgsberg.

Mediebureauet, der i maj måned åbnede i hjertet Aarhus, har landet endnu en ny kunde i form af den danske Botex boligtekstil-kæde.

Den nye kunde kommer i halen af, at Hilmar & Høgsberg i juni måned vandt den svenske Securitas Direct Verisure-koncerns danske budget.

For Botex har Hilmar & Høgsberg i første omgang fungeret som rådgivere i forbindelse med kædens tv-indkøb og overordnede mediebudget.

– Vi henvendte os i første omgang til Hilmar & Høgsberg for at få en ”2’nd opinion”. Det kan være vanskeligt at gennemskue, hvilke tv-pakker og trp’er, der er de rigtige købe. Derfor fik jeg mediebureauet til at se på, om vi fik leveret de rigtige trp’er, fportæller Jørgen Adelgaard, kædedirektør for Botex.

Han sammenligner det at købe trp’er af tv-selskaberne lidt som at lade ræven vogte høns.

Rådgivningen inden for tv-området ligger naturligvis ligefor, da mediebureauets to stiftere, Morten Hilmar og Martin Høgsberg, begge har en fortid hos TV 2, men efter ansættelsen af Charlotte Brunskov, som skiftede fra Carat, blev mediebureauet yderligere rustet til rådgive inden for den resterende del af mediepaletten.

Det har også været udslagsgivende for det nye samarbejde, som Jørgen Adelgaard allerede nu kan afsløre, kommer til at fortsætte næste år.

– Vi startede med bruge Hilmar & Høgsberg til tv, men har efterhånden fyldt mere på, så de med undtagelse af lokalaviser, sidder med det overordnede mediebudget. Mediebureauet har gjort lidt af et scoop ved at ansætte en person som Charlotte Brunskov, forklarer kædedirektøren, som dog fremhæver, at butikkerne i langt de fleste tilfælde er bedst til selv at lave aftaler med lokalaviserne.

Omkring omfanget af det fremtidige samarbejde, vil Jørgen Adelgaard endnu ikke afsløre, da Botex i øjeblikket er i færd med at lægge de sidste planer for 2016, som bl.a. foregår i samarbejde reklamebureauet Gehør.