En af verdens største producenter af LED-løsninger til industriel brug, amerikanske Dialight, har hyret det danske content marketing-bureau Brand Movers.

Dialight har hidtil benyttet sig af mere traditionelle marketing-taktikker, men ifølge marketing manager i EMEA, Jannie Christiansen, har den globale ledelse nu besluttet, at content marketing skal være en vigtig del af LED-producentens europæiske marketing-offensiv.

– Det har været det helt oplagte valg for en B2B-virksomhed som vores, der har en lidt mere komplekst og længerevarende salgsproces, siger Jannie Christiansen.

– Vi tror på, at det kan være en stærk driver i vores bestræbelser på at udbygge vores globale førerposition, og vi tror på, at Brand Movers er de helt rigtige til at løse den opgave,” forklarer Dialights marketing manager.

Valget af bureau-partner skete efter en komprimeret udvælgelsesproces, og CEO i Brand Movers, Jesper Laursen, er begejstret for såvel den nye opgave som for samarbejdspartneren.

– Dialight er på mange måde en drømme-kunde for os. Det er en ambitiøs, global spiller med et stort uforløst potentiale i en industri med meget høje vækstrater. Vi glæder os enormt meget til at være med til at forløse det potentiale, siger han.

Nærmest for stor opgave-tilgang

Brand Movers fordoblede sidste år omsætningen, og en stor del af væksten sker på internationale opgaver.

– Vi oplever stadig stor vækst i Danmark, men i øjeblikket er ca. hver anden opgave international, og derfor søger vi også lige nu både engelsk- og tysktalende content-konsulenter.

– Generelt prøver vi at bremse lidt op, og optimalt set holder vi os i år på en vækst på 50-75 pct. på toplinjen, fortsætter Jesper Laursen.

Med over en million installationer verden over, er Dialight en af klodens største producenter af professionelle LED-løsninger til alle industri-segmenter, fra industriel produktion til olie & gas og fødevareindustrien til advarselslys til vindmøller.

Dialight har hovedkontor i USA og er registreret på børsen i London. Virksomhedens distributions-netværk strækker sig fra Asien og Australien over Europa til Nord- og Sydamerika.

Fakta

• Brand Movers er et content marketing-bureau, der udvikler og eksekverer content marketing og inbound strategier for en bred vifte af virksomheder i Danmark og udlandet.

• Bureauet er søsterselskab til det journalistiske produktionsselskab Media Movers og den internationale tænketank Native Advertising Institute med hovedkontor i København og datterselskab i USA.