Pilen peger opad for det danske bureau Co+, der efter en række svære år i fjor fik rigtigt godt gang i bureau-butikken igen.

Det skyldtes ikke mindst en række internationale opgaver, og fremgangen ser ud til at fortsætte i år.

I forrige uge kunne Co+ fortælle om et nyt samarbejde med det lettiske chokoladebrand Pure Chocolate, der skal relanceres globalt med en kombination af nordisk elegance og lettisk kulturarv.

Og nu er endnu et udenlandsk brand føjet til kundelisten i skikkelse af det islandske outdoor-tøjmærke ZO•ON.

Hos kunden er der store forventninger til samarbejdet med det danske bureau.

 – Vi ved, at Co+ har været medvirkende til at udvikle, skærpe og revitalisere mange succesfulde globale brands, Co+ tager afsæt i stærke strategiske indsigter, som vil være medvirkende til at styrke vores brand, men også vores forretning som helhed, lyder det i en pressemeddelelse.

Fra lokal til global

ZO•ON har påbegyndt rejsen med strategisk rådgivning fra Co+.

– Vi har fundet ind til kernen af ZO•ON og redefineret brandets position i markedet med en ny konceptlinje, ”Get Out There – Whatever the Weather”, der skal positionere ZO•ON som et ”Urban Outdoor” brand, siger Thomas Bo Nielsen, kreativ direktør hos Co+.

– Med udgangspunkt i det nye koncept, har vi skabt en fortælling – visuelt og kommunikativt – som klart definerer og differentierer brandet på markedet, fortsætter han.

De strategiske overvejelser har kredset omkring, hvordan man får fremtidig succes som et lokalt brand på et globalt marked.

– Vi mener at ZO•ON og deres produkter har et kæmpe potentiale internationalt, ikke mindst på grund af den vækst som der er på outdoor markedet. Vi ser en tendens i markedet, hvor forbrugerne er begyndt at mixe traditionelle fashion brands med outdoor produkter, som f.eks. tasker fra Fjällräven og regnfrakker fra 66o North, siger Gaute Høgh, der er stifter af Co+.

ZO•ON er i øvrigt blot ét af flere islandske brands, Co+ har relanceret med en ny og stærkere profil til global forankring. Fælles for dem er, at de har et potentiale for at vinde indpas globalt.

– Hvis potentialet er tilstede, hjælper vi med at identificere de markedsbehov og trends, der kan få de enkelte brands til at gå hele vejen, slutter Gaute Høgh.