For et par dage siden kunne vi fortælle om den danske Google-partner Green.Click, der er gået videre til finalen ved European Business Awards - men hvis ret skal være ret, så bør yderligere fire danske virksomheder nævnes - herunder den danske afdeling af det børsnoterede markedsføringsbureau NetBooster.

Bureauet er således udvalgt som National Champion ved European Business Awards 2016/17 i kategorien ”Best Customer Focus”.

Michelle K.S. Bruun, der er Nordic Marketing & Communication Manager hos NetBooster var selv - sammen med kollega, Ewa Hagert, der er Account Director, i Stockholm for at modtage prisen.

- Det var en stor ære - og oplevelse - så nu håber vi at samle stemmer ind til at kunne gå videre til at vinde National Public Champion eller en Ruban d’Honneur, siger Michelle K.S. Bruun. 

Konstant øje på kunden
Også hos Hans Jørgen Albertsen, Nordic Executive Director hos NetBooster, er der glæde over nomineringen:

- Med en stor portefølje af internationale brands bærer NetBoosters metodologi præg af, at vi har en indsigt i udvikling og eksekvering af digitalt performanceorienteret markedsføring. Vi har naturligvis et kundeorienteret fokus, men vi er også som rådgivere konstant fokuseret på optimering af performance på tværs af kanaler og områder, siger han.

Som National Champion skal NetBooster Danmark nu - ligesom Green.Click og de øvrige tre nominerede danske virksomheder - konkurrere om at komme videre i konkurrencen.

European Business Awards kører nu på tiende år og har i de indledende runder i år budt på mere end 33.000 deltagende virksomheder fra 34 lande.

I Danmark er de nominerede virksomheder Green.Click, NetBooster DK, eSmiley, by Lassen og Abacus Medicine.

Læs mere her.