Et af Danmarks største bryggerier, Royal Unibrew, har set sine bureaurelationer efter i sømmene og valgt to nye af slagsen.

Valget er faldet på RelationMedia og TradeCPH (tidligere Trade Production), der i forvejen har fungeret som strategiske partnere på tværs af hele Royal Unibrews portefølje på projektniveau.

De to bureauer skal være med til at styrke og forbedre bryggeriets aktiviteter i bl.a. HoReCa, Retail, Convenience samt til sommerens store festivaller herunder Smukfest, Musik i Lejet, Copenhell etc.

De bliver også en del af Royal Unibrews eksisterende bureau set-up der bl.a. inkluderer Bates Y&R, Kindly, Mannov og Mindshare.

- Vi har valgt de nye partnere baseret på deres individuelle styrke, kendskab til vores kunder, ambitionsniveau såvel som personlige pasform med vores organisation. Alle vores partnere er villige og i stand til at gå den ekstra mil for de bedste resultater og dermed bidrage til at skabe mindeværdige øjeblikke, lyder det fra Ilco Kwast, marketingdirektør i Royal Unibrew, i en pressemeddelse.

Hos TradeCPH glæder de sig over samarbejdet, der allerede er godt i gang, og bureauet har – som tidligere omtalt – bl.a. stået i spidsen for aktiveringen af hele Tak Rock åbningen af Royal Arena med DAD og Dizzy Mizz Lizzy.

- Vi glæder os naturligvis over formaliseringen af samarbejdet, der kommer som en naturlig forlængelse af vores tidligere engagement med Royal Unibrew. Variationen af opgaver samt differentieringen af slutmålgrupperne, er noget af det, der gør det ekstra interessant - og krævende.

- Vi ser frem til den strategiske alliance med alle involverede parter - professionelle såvel som forbrugerne, siger Ken Malec, ejer af TradeCPH.

Også hos RelationMedia er forventningerne til det nye formaliserede samarbejde høje og Ole Norré, CEO, siger:

- Gennem vores niårige samarbejde med Royal Unibrew har vi eksekveret en lang række af spændende aktiviteter i detailhandlen. Vi er glade for det udvidede samarbejde som nu også kommer til at omfatte konceptudvikling, grafisk arbejde og festival events.

- Vi glæder os dermed til at komme endnu tættere på de enkelte brands og til at skabe en masse spændende oplevelser omkring dem, siger han.

Udover de to nye samarbejdspartnere, har Royal Unibrew også oprustet massivt internt, og bl.a. taget grafikere samt social media management delvist inhouse.

De to nye bureauer erstatter de arbejdsopgaver, som bl.a. blev varetaget af oplevelsesbureauet Montdor, der i fjor valgte at afslutte samarbejdet med Royal Unibrew og skifte over til konkurrenten, altså Carlsberg.