Normalt er sommerferien en rigtig svær tid for mange bureauer i Danmark, da landet mere eller mindre lukker ned, og det er umuligt at få fat i kunderne, men hos Konstellation har sommeren vist sig fra sin solrige side og sendt en lang række nye kunder til bureauet.
Blandt de nye kunder finder man virksomheder som Arla Foods, TV 2, laminatgulv-virksomheden Pergo og casino.dk . Sidstnævnte er landet sammen med Konstellations bofæller fra Untold.
– Vi har tidligere oplevet en sommer, hvor vi har haft travlt, men der har det typisk været på et eller to store projekter. I år har vi landede vi en række kunder før sommerferien, og har flere projekter i gang sammen med dem, så vi har rigtig travlt her i august og udkommer snart med de første. Vi glæder os til andet halvår af 2015, siger Konstellations CEO, Nicolai Elmqvist.
De nye kunder har dels lagt projekter, dels længere forløb hos Konstellation, og for Pergos vedkommende drejer det sig om virksomhedens nordiske kampagnebudget, der blev vundet i pitch.
Hvad arbejdet for Arla Foods og TV 2 drejer sig om, er endnu ikke officielt, men Nicolai Elmqvist forventer, at man vil kunne se synlige resultater inden for 2-4 uger.
For casino.dk’s vedkommende er kampagnen Heldig Kartoffelprisen allerede i luften nu, og den kan følges på Facebook.
Konstellation er nok mest kendt i brede kredse for at stå bag Carlsbergs #happybeertime og ikke mindst The Awesome Alliance for LEGO The Movie.
Begge arbejder har scoret indtil flere priser, bl.a. ved det såkaldte web-EM, Lovie Awards, sidste år.