Det danskbaserede annoncenetværk for mobilannoncer AdQuota sætter nu nogle af de millioner på højkant, som kom i kassen, da venture-selskabet Northcap skød 19 mio. kr. i selskabet midt i januar.

AdQuota har nemlig købt spanske mobiTargets, der skaber et brohoved for det mobile annoncenetværk på det sydeuropæiske marked.

MobiTargets er et af de tre største mobile annoncenetværk i Spanien med mere end 250 millioner månedlige annoncevisninger.

De har aftaler med en række af de medier, såsom El Economista, El Confidencial, Corporación Catalana de Medios Audiovisuales, Telemadrid og Canal Sur, Autoscout 24, Salir.com, Sensacine, Minube og Nvivo.

Dermed sætter AdQuota handling bag ordene om ikke blot at skabe et nordisk annoncenetværk for mobile reklamer, men derimod et pan-europæisk et af slagsen.

– Vi har ambitiøse planer for ekspansion i Europa, og vi tror på en konsolidering af det europæiske marked for mobil annoncering. MobiTargets har været en del af det spanske annoncemarked i årevis, og de har et godt og engageret team. Vi er derfor rigtig glade for at byde dem velkommen i adQuota-gruppen, lyder det fra adQuotas adm. direktør, Michael Buch Sandager, i en pressemeddelelse.

Masser af potentiale

AdQuota har sat sig for at få skik på det mobile annoncemarked, så det bliver enklere for annoncører at købe mobilannoncer, som er en af de hurtigst voksende reklameplatforme globalt.

Selskabet blev stiftet i 2010 af serieiværksætteren Torben Majgaard, der måske bedst er kendt for at stifte og opbygge it-outsourcing-virksomheden Ciklum til et foretagende med omkring 2.000 medarbejdere.

– Det europæiske mobile annoncemarked er i voldsom vækst, og det spanske marked forventes at fordobles fra 2013 til 2014 og vokse ikke mindre end 444 pct. fra 2013 til 2016 – ifølge branchemediet eMarketer. Det er derfor vigtigt for os at blive del af et større og stærkere setup, med adgang til teknologi, adgang til RTB og faciliteter indenfor ledelse, marketing og håndtering af kampagner, lyder det i en pressemeddelelse fra Javier Sanchez, stifter og grundlægger af MobiTargets, som fortsætter som Country Manager efter opkøbet.

– Vi tror, at flere og flere kampagner vil blive booket samtidig for flere lande, og ved at blive del af adQuota, får vi adgang til de pan-europæiske kampagner, fortsætter han.

Med denne nye akkvisition er adQuota nu i London, Madrid, København, Oslo, Stockholm, Riga, Vilnius, Warszawa og Kiev. Der er 60 ansatte i adQuota.

I løbet af den kommende uge, vil MobiTargets rebrandes til adQuota Spanien. Det meste af MobiTargets teamet fortsætter med base i Madrid.