Den danske reklamefilm ”Bussen” fra Midttrafik har siden offentliggørelsen i august 2012 nærmest væltet sig i international opmærksomhed og internationale priser.
Herhjemme har filmen ikke høstet nævneværdig prishæder, men i udlandet fortsætter filmen – kreeret af M2Film og Thomas Falkenberg – med at skabe opmærksomhed.
Senest har det anerkendte kreative team bag The Gunn Report udnævnt Bussen som en blandt 20 favoritter til at stikke af med en løve ved VM i reklame – Cannes Lions – som løber af stablen om bare to uger i det sydfranske.
The Gunn Report er mest kendt for sin årlige liste over de mest vindende reklamebureauer og kampagner, men publicerer også hvert år, kort før Cannes Lions, 20 reklamefilm, som de mener har gode chancer for at vinde løver.
Så måske kan Bussen om få uger føje endnu en pris til den i forvejen fornemme samling af internationale anerkendelser, som foreløbig rummer blandt andet en meget sjælden dansk Grand Prix ved Epica Awards i Paris, guld ved Europas svar på Cannes Lions, Eurobest, sølv og bronze ved Art Directors Club i New York, og bronze ved The A-List Awards i Hollywood.
– Jamen, jeg vil da ikke lægge skjul på, at vi fik lidt høj puls og åndenød her i Aarhus, da vi så, at Bussen var valgt ud som en af favoritterne i The Gunn Report. Vi er selvfølgelig sammen med Midttrafik glade og stolte. Men konkurrencen er altså hård, så vi drikker isvand og hælder køligt vand på håndleddene, lyder det fra Ronni Madsen, der er Vice President i M2Film.
Ingen danske priser
På de hjemlige breddegrader har der ikke været den store interesse for filmen – i hvert fald ikke hvad angår kreative priser.
Ved årets Creative Circle Awards nåede Bussen end ikke at komme på shortlisten i den overordnede film-kategori – en enkelt shortliste-placering blev det dog til i kategorien film, internet & other screens – men ingen pris.
Og ved True Awards – det store awardshow for danske reklamefilm – var Bussen shortlistet ikke færre end tre gange i forskellige kategorier. Men vandt ingenting.
Er den internationale opmærksomhed et plaster på ”det danske sår”?
– Først og fremmest vil jeg understrege, at opgaven med projektet her har været at skabe resultater for vores kunde, Midttrafik. Det er vi lykkedes med. Og så er den megen opmærksomhed og priserne i udlandet selvfølgelig en herlig bonus, som vi alle er glade og stolte over. At vi ikke har vundet priser i Danmark, skyldes måske – det er i hvert fald vores bud på en forklaring – at de greb, vi har brugt i forhold til tone, form osv, måske er set før herhjemme og derfor ikke opfattes som nyskabende, siger Ronni Madsen.
Bussen er produceret for Midttrafik Kommunikation af M2Film med Thomas Falkenberg som kreativ sammen med producerteamet Jan P og Ronni Madsen. Marc Wilkins er instruktør.
Flere spådomme
På Gunn Report-listen er Bussen i fornemt selskab med flere andre ”kendte” film.
Blandt andet kan nævnes det franske kildevandsbrand Evians seneste baby-film, Dodge Ram Trucks Super Bowl-film ”The Farmer”, og det australske bryggeri Carlton Draughts ”Beer Chase”.
Du kan se hele listen her.
Om Bussen også lander på Cannes Prediction Reel – reklamebureauet Leo Burnetts svar på The Gunn Reports ”Cannes Sweepstake” – ved vi mere om den 11. juni.
Cannes Prediction Reel er en ”rulle” med 40-50 reklamefilm, som er omhyggeligt plukket ud blandt de indsendte arbejder til årets prisuddeling. Rullen bliver præsenteret verden rundt umiddelbart før Cannes-festivalen – og angiveligt har folkene bag siden 1987 formået at ramme rigtigt hvert år.
Forstået på den måde, at ”rullen” har indeholdt den film, som endte med at løbe med Grand Prix’en i film-kategorien.
Sidste år var det amerikanske Creative Artists Agencys film ”Back to the Start” for det mexicanske fastfood-brand Chipotle, der vandt Grand Prix’en – og den var ganske rigtigt blandt de 40 udvalgte ved Cannes Prediction 2012.
Vil du se med, når Cannes Prediction-rullen præsenteres i Danmark, så er der mulighed for det i henholdsvis Aarhus og København, når TV2, der er Cannes Lions’ danske repræsentant, sammen med Creative Circle byder indenfor til smugkig.