Carlsberg er tilbage i Københavns Lufthavn og byder igen velkommen til de omkring 22 millioner rejsende, der hvert år passerer gennem de travle terminaler.

Tilbage i 2014 hilste det danske bryggeri lufthavnens passagerer velkommen til med ordene ”Welcome to the world’s happiest nation” og ”Probably the best welcome in the world” – men denne gang er fokus et lidt andet.

Netop nu indtager Carlsberg således to vægge i ankomsthallen med sloganet ”Welcome to Copenhagen”, hvor det ene skilt uddyber med citatet: ”Home of Carlsberg – the father of modern lager”.

Og der er gode grunde til, at det netop er København – og ikke Danmark – bryggeriet vælger at byde velkommen til, forklarer Jeppe Boel, der er Marketing Manager hos Carlsberg.

Det var her, det startede
– København er Carlsbergs hjemby – det var her, det hele startede tilbage i 1847, og det skal vi selvfølgelig vise alle der kommer til Danmark, siger han og tilføjer:

– Placeringen i lufthavnen er en af Københavns og landets bedste, og vi synes, det er vigtigt, at Carlsberg byder danskerne hjem og turisterne velkommen, når de ankommer til lufthavnen.

Ud over at ordet ”København” på de to vægge er skrevet med den karakteristiske Carlsberg-skrift, byder designet også på illustrationer fra en stribe af hovedstadens vartegn, som fx. Tivoli, Rundetårn, Vor Frelsers Kirke og Zoo – og Carlsbergs egen elefantport ikke at forglemme.

– Designet kobler Carlsberg sammen med København ved at implementere den grønne farve og elefantporten med et bybillede af København. Da der er meget støj i lufthavnen, er det vigtigt for os, at Carlsberg budskabet trænger tydeligt igennem, siger Jeppe Boel om designet.

Ud over det særlige fokus på København og Carlsberg-brandets naturlige, historiske tilknytning til hovedstaden, lægger kampagnen imidlertid også vægt på en anden – og ikke mindre interessant – historik.

Den moderne lagerøls fader

Det sker med sub-sloganet ”Home of Carlsberg – the father of modern lager” – hvor sidste del af taglinen stammer fra Carlsbergfondets meget omtalte ”Rebrew Project”, der løb af stablen sidste år i forbindelse med fondets 140 års-jubilæum. 

Projektet gik ud på at genbrygge den originale lagerøl fra 1883 efter samme metode, samme recept og med samme oprindelige gærstamme som den oprindelige – en mulighed, der opstod, fordi man ved en oprydning for nogle år siden fandt et parti lagerøl fra 1883 med originalt indhold.

Så når Carlsberg nu benytter udtrykket the father of modern lager, så skyldes det, at det danske bryggeri dengang valgte at give deres særlige, rendyrkede gær gratis til andre bryggerier rundt omkring i verden – idet mange døjede med den såkaldte ”ølsygdom”, hvorved deres øl blev aldeles udrikkeligt.

Men med hjælp fra Carlsbergs gær kunne de få en sund produktion på fode igen, og i dag stammer de fleste lagerøl i verden fra denne gær: Og den fortælling, og historien i det hele taget, har det danske bryggeri altså nu valgt også at indbygge i den bredere markedsføringen af brandet.

Begge vægge indeholder dog naturligvis også det velkendte ”Probably the best beer in the world” – sloganet, der blev skabt af reklamebureauet Saatchi & Saatchi i 1973, og som siden – med undtagelse af “That Calls for a Carlsberg”-perioden – har været en del af Carlsbergs identitet.

De to nye Carlsberg-skilte kan opleves i ankomsthallen lige ved bagagebåndene indtil april 2017 – og bureauet bag er Yellow.