Sidste år løb Jack & Jones, & Co og Bacon med intet mindre end en Grand Prix - i dette tilfælde kaldet en Epica d’Or - for ”Made From Cool” ved den internationale prisuddeling Epica Awards.

Året forinden havde Midttrafik, M2 Film og Thomas Falkenberg allerede gjort det samme- og i år kan Epica-juryen så berette, at Danmark har ni cases videre til finalerunden, så der er håb forude om endnu et flot resultat.

På Film-fronten finder vi bl.a. Spies og Robert/Boisen & Like-mindeds ”Do It For Denmark” som en af kandidaterne, men også McCann er shortlistet. Faktisk snupper bureauet hele tre af de ni danske chancer med arbejde for henholdsvis IKEA og Ladbrokes.

Og blandt de måske mindre kendte navne på dette års shortliste finder vi Thomas Nørgaard og han hobby-reklamebureau TN Reklame med ”Danske Toner” - et farvekort-lignende ordværktøj med verbale nuancer, som oprindelig blev trykt i et begrænset oplag som en promotion over for potentielle samarbejdspartnere.

Sprog-vifte-idéen vakte imidlertid overvældende interesse - også i udlandet- så Thomas Nørgaard satte den i ”rigtig” produktion, dog kun på dansk.

- Jeg er selvfølgelig rigtig stolt af, at ”Danske Toner” er kommet på shortlisten ved Epica Awards. Selvfølgelig havde jeg en kvalificeret forhåbning om det, men niveauet er temmelig højt, så det var faktisk ikke noget, jeg havde regnet med, siger Thomas Nørgaard, der i det daglige er Concept Director hos det digitale bureau Vertic.

Som navnet antyder, findes ”Danske Toner” lige nu kun i en dansksproget version, men nu kan det godt være, at processen med en engelsk version bliver speedet lidt op.

- Det giver mig da lidt mere blod på tanden i forhold til en engelsk version, for noget tyder jo på, at ideen er international, og at den rammer noget også hos internationalt orienterede medier og branchepersoner, lyder det fra Thomas Nørgaard, der selv er cand.mag. i engelsk. 

Epica Awards 2014 - danske shortlister

Annoncør - Titel - Bureau - Kategori

  • - Spies - Do It For Denmark - RBLM - Promotions & Incentives
  • - IKEA - Showroom At Home - McCann Cph - Promotions & Incentives
  • - IKEA - Showroom At Home - McCann Cph - Media Innovation/Traditional Media
  • - Ladbrokes - Iconic Celebration - McCann Cph - Recreation & Leisure
  • - DARU - Logo Design - CRO - Claus Rysser Ogihara - Graphic Design 
  • - LetsAdvertise.it  - The Disguised Portfolio - LetsAdvertise.it - Business to Business Direct
  • - Nørregade Bolcher - Parking attendant - Lowe Friends - Confectionery & Snacks
  • - Nørregade Bolcher - Nørregade Bolcher - Lowe Friends - Confectionery & Snacks
  • - TN Reklame - World's First Colour Guide Based on Words - Business to Business Direct - TN Reklame