Mens resten af den danske isenkræmmerbranche udkæmper en benhård priskrig, så vælger Kop & Kande en anden vej.
Vi har tidligere her på markedsforing.dk skrevet, at Kop & Kande er kendt for at gå mod strømmen. Det gør kæden ved i modsætning til resten af isenkræmmerbranchen at lave en stribe film, hvor ro og refleksion er det centrale omdrejningspunkt. Branchen er ellers normalt kendt for en mere højtråbende og tilbudsorienteret tilgang.
Filmene behandler de følelser, der er forbundet med brugen af Kop & Kandes produkter. De små succeser, man får og skaber, når man giver en gave eller laver god mad. Filmene er udviklet af reklamebureauet TyveTi og Henrik Rosenmeyer fra Qurias, mens Bacon har produceret og Martin Werner instrueret filmene
– Det var Qurias, der på Kop & Kandes foranledning satte teamet sammen, og det har hele vejen igennem været en god proces og et bevis på at netværkstanken virker i praksis, siger Henrik Rosenmeyer fra Qurias, som også for nyligt stod bag lanceringen af fire nye Velfac-sites.
Nicolai Svarrer Schwensen TyveTi tilføjer: “Det er sådan en opgave, vi har gået og ventet på. En modig kunde, en stærk planner og så kan vi gøre det, vi er gode til. Nemlig at fokusere kreativitet og produktion. Vi er meget stolte af resultatet”.
Ny marketingstrategi
Den nye serie af film kommer til at spille en central rolle i Kop & Kandes nye marketingstrategi, hvor isenkræmmerkæden opprioterer tv og samtidig ændrer sit pay-off fra “Kop & Kande elsker godt kram” til “Kop & Kande – vi kan vores kram”.
– Noget af det nye er, at vi dropper en udelukkende tilbudsorienteret tilgang, selvom det selvfølgelig er vigtigt have et godt tilbud. Omdrejningspunktet for vores kampagne er den forskel, som Kop & Kande gør i kundernes hverdag. Vi har valgt at træde et skridt tilbage, og i stedet signalere, at vi forstår vores kunder – og dermed er i stand til at tilbyde den rigtige rådgivning. Derfor er vores nye reklamefilm meget mere reflekterende og roligere end tidligere, forklarer marketingchef Mette Ekmann fra Kop & Kande.
– Vi vil gerne efterlade et indtryk af, at vi er anderledes end resten af branchen. Dels vred at vise, at vi forstår vores kunder og dels gennem rådgivning og faglighed. Det kan umiddelbart være svært at skelne de forskellige kæder fra hinanden. Det skal denne her kampagne gerne lave om på, tilføjer Mette Ekmann
Kop & Kandes kampagne går i luften i aften og kører på TV 2 og SBS de næste par uger, hvorefter filmene vil køre løbende resten af året og intensivt til efteråret og op mod jul.