Copenhagen Capacity, der markedsfører Storkøbenhavn som et godt sted at placere sin virksomhed i skarp konkurrence med metropoler verden over, gik tidligere på året i luften med et nyt digitalt kampagneformat.

Og det har Copenhagen Capacity bestemt ikke fortrudt:

- Det er en hård konkurrence, vi er oppe i mod, og vi må tænke smart. Med vores nye kampagnekoncept og tilhørende platform mener vi, at vi netop gør det, og testresultater fra de første kampagner, der er kørt, tyder på, at vi har ret, lyder det fra Louise Juhl, der er Director of Marketing & Communication i Copenhagen Capacity.

Formålet med kampagneformatet er at øge konkurrencekraften og styrke brandet Greater Copenhagen, så internationale virksomheder, talenter og investorer vælger at placere sig der frem for i andre nærliggende europæiske metropoler.

- Copenhagen Capacity arbejder for at skabe jobs og vækst i vores metropol. Med den digitale platform kan vi effektivisere vores indsats, da formatet giver mulighed for, at vi kan køre rigtig mange forskelligartede kampagner, siger Louise Juhl.

Meget mere end happiness

Kampagneplatformen, som der blev lanceret i foråret og som bureauet Advice er sparringspartner på, er i høj grad datadrevet, hvilket bl.a. giver Copenhagen Capacity brugbar viden om de enkelte forbrugersegmenter og deres adfærd.

- Dette gør, at vi kan udvikle relevant og inspirerende kampagne-kommunikation og ramme den helt rigtige målgruppe med det rette content og sørge for, at brugeren får en succesfuld rejse gennem vores salgstragt – og i sidste ende sikre, at brugeren vælger Greater Copenhagen at etablere virksomhed i eller som karrieredestination, siger Louise Juhl.

Selve ideen bag det nye kampagne-koncept, ”There is more to our happiness…” er at nydefinere opfattelsen af de verdenskendte bløde værdier, som Skandinavien, Danmark og København allerede er kendt for, såsom ”happiness” og ”quality of life”, så de også forstås som konkurrencedygtige faktorer, der skaber et attraktivt sted for forretning og i en karriere.

Flotte resultater

De tre første testkampagner baseret på den nye platform har som nævnt leveret ganske fine resultater.

I samarbejde med medvirkende virksomheder og brancherne inden for spil og FinTech-industrien nåede fx budskabet om, at Greater Copenhagens boomende Gaming og FinTech industri søger dygtige udviklere, ud til henholdsvis 11 millioner og 19 millioner.

Den tredje kampagne, også inden for FinTech, var målrettet virksomheder fremfor talentet og nåede seks millioner. Her var budskabet, at Greater Copenhagen er et attraktivt sted at placere en FinTech virksomhed, også selv om det drejer sig om mindre start-up virksomheder.

- Det er en helt ny måde at markedsføre området på, og med de første konkrete succesfulde resultater ser vi et stort potentiale fremadrettet med brug af kampagneplatformen, siger Louise Juhl.

Hun fortæller, at de enkelte kampagner hver især er med til at bygge videre på det nye Greater Copenhagen brand, og hver enkelt kampagne har også til formål at tiltrække konkrete talenter, virksomheder eller investeringer.

Også stor samfundsværdi

Hun påpeger, at da hele den nye kampagneplatform er digital og datadrevet, så er det også relativt enkelt at måle hver enkelt kampagnes konkrete værdiskabelse.

- Uden mulighed for at finde kvalificeret arbejdskraft i Greater Copenhagen, er der for eksempel risiko for, at virksomhederne flytter fra vore breddegrader, og derfor er talenttiltrækning vigtig for fastholdelse af investeringer og jobs, der batter ganske godt på den samfundsøkonomiske bundlinje, siger Louise Juhl.

Tænketanken DEA har fx i samarbejde med DI udarbejdet en rapport, der har beregnet den samfundsmæssige værdi af en udenlandsk højtuddannet med eller uden familie.

En højtuddannet uden familie bidrager med et samlet overskud på lidt over 720.000 kroner til de offentlige finanser, hvor en højtuddannet med familie bidrager med 2,2 mio. kroner til de offentlige finanser.

Med allerede over 20 besatte jobs, som resultat af den første Greater Copenhagen gaming-kampagne har den nye kampagneplatform allerede skabt positiv ROI.

- De første testkampagners succes har skabt stor interesse, og vi er allerede i gang med at udarbejde kommende kampagner. Planen er, at der til at starte med skal køre ca. ti kampagner om året. Den næste kampagne går i luften her i august og skal synliggøre vores styrkeposition samt tiltrække både virksomheder og talenter inden for Life Science, slutter Louise Juhl.