De fleste kender juice-kartonerne fra supermarkederne med titler som fx 16 Søde Appelsiner eller 15 Eksotiske Frugter. Men måske var det noget at prøve 15 Fårekyllinger?

Det lyder måske umiddelbart som en vittighed, men det er det ikke: Den nystartede novel food-virksomhed Insekt KBH mener det ganske alvorligt, og det samme gør Iværksætterfonden, som har bevilget en halv mio. kroner i støtte til projektet via sin såkaldte Innoboosterpulje.

Pengene er er øremærket til et samarbejde mellem Insekt KBH og Teknologisk Institut i Aarhus, og de skal bruges til at optimere produkternes tekniske kvaliteter og til udvidelse af Insekt KBH’s produktportefølje, oplyser parterne.

Og kapitalindsprøjtningen betyder nye muligheder for den lille start up.

Mere acceptabelt

– Det vil gøre vores budskab lettere at formidle, fordi vi med et lækkert og velsmagende produkt får lettere ved at nå forbrugeren, siger Jakob Rukov, der er medstifter af Insekt KBH, og han mener, at samarbejdet med Teknologisk Institut kan bane vejen for, at spiselige insekter bliver en mere acceptabel og tilgængelig del af danskernes daglige fødevare-forbrug.

– Vi tror på, at juiceprodukter er den rigtige måde at introducere danskerne til spiselige insekter, og bevillingen vil gøre det nemmere for os og lignende aktører at nå i mål med vores visioner, siger Jakob Rukov, der i øvrigt er biolog med doktorgrad i molekylærbiolog.

Kollega og medstifter Philip Price kalder Innobooster-støtten et enormt skulderklap, som meget vel kan danne grundlag for fremtidens bæredygtige fødevarer – og en tilkendegivelse af, at man ikke kun i det politiske landskab, men også i det kommercielle bagland er ved at få øjnene op for potentialet.

Stigende efterspørgsel

– Det er klart et benchmark, som ikke kun er betydningsfuldt for os, men som også sætter nye standarder for hele industrien, siger Philip Price og fortsætter:

– Det er et udtryk for øget fokus på spiselige insekter, også på forbrugersiden, og det er fantastisk at se de videns- og ressourcetunge institutioner støtte op omkring aktører som os. Samtidig er det et udtryk for, at vores tanker om en bæredygtig omstilling er ved at blive alment accepterede, og der findes en stigende efterspørgsel efter sunde og bæredygtige fødevarer, tilføjer Philip Price.

Også hos Teknologisk Institut er der begejstring for projektet:

– Vi har stor tiltro til insekter som fremtidens fødevarer. Vi har i forvejen en del aktiviteter inden for området og glæder os til at fine-tune Insekt KBH’s insektjuice, siger Thomas Petersen fra Center for Fødevareteknologi på Teknologisk Institut.

Bæredygtigt og transparent

Og InsektKBH’s ideer og produkt rammer lige ned i en global trend.

Så sent som i sidste uge fortalte vi fx her i spalterne om et forskningsprojekt, som branding- og designbureau Pearlfisher har gennemført, og som bl.a. peger på, at fødevarebranchen har en vigtig opgave i at finde alternative kilder til fødevarer, der tager hensyn til klodens ressource-knaphed.

I tilgift står InsektKBH også for noget andet af det, Pearlfishers rapport peger på som vigtigt for fremtidens fødevareproducenter: Bæredygtighed og transparens.

Insekterne, som indgår i juicen, kommer således fra en by-farm BuggingDenmark – som Jakob Rukov i øvrigt også står bag – men det hele starter med kaffegrums.

Kaffegrums som Nørrebro-virksomheden Beyond Coffee indsamler fra caféer og restauranter. Kaffegrumset benyttes til at dyrke østershatte, som bl.a. sælges til restauranter – og når kaffegrumset har været brugt til svampedyrkning et antal gange, går det videre som foder til fårekyllingerne i BuggingDenmarks farm.

På etagen over fårekylllinge-farmen bor i øvrigt virksomheden TagTomat, som i dag har udviklet sig til en sprudlende forretning, der står bag urban gardening-projekter til fx virksomheder, boligselskaber, skoler osv.

Og gødningen til planterne? Ja, den kommer naturligvis i stor stil fra – fårekyllinger.

Læs mere om InsektKBH her