Hvis du er ny på markedet med et nyt produkt, hvordan skal du så markedsføre det?

Det spørgsmål grubler mange iværksættere naturligvis over, og rigtig mange af dem giver sig – helt i trit med tidsånden – som noget af det første til at købe søgeord på nettet.

Men måske er det ikke så smart, da meget få jo søger på nettet efter noget ukendt? I stedet skal du først gå offline og måske på tv for at gøre produktet kendt, mener succes-iværksætteren Esben Mols Kabell, der vil gøre op med det, han kalder ”onlinehysteriet”.

– I vor egen markedsføring bruger vi også penge på AdWords, men vi bruger nok 75 procent af vort markedsføringsbudget på offline medier. Det har gjort, at vi er blevet så kendte, at folk søger på vores navn, og de organiske søgninger har bragt os helt til tops på Google, så vi bruger færre og færre penge på klik, siger Esben Mols Kabell, der sammen med Anders Grønborg står bag det aarhusianske trykkeri LaserTryk.dk, der i dag er et af de største i Norden.

Makkerparret har også investeret i andre iværksættervirksomheder, blandt andre webbureauet I2I og Anodyne, der sælger holdningskorrigerende kompressionstøj. Sidstnævnte fravalgte i samråd med sine to investorer køb af AdWords og lagde i stedet en strategi med tv-reklamer, PR og Facebook-annoncering.

Lær af Amazon og de andre giganter

– En virksomhed skal have direkte udbytte af sin markedsføringsindsats. Og på Facebook er det dejligt enkelt. Hvis du investerer 200 kroner i annoncer og sælger for 300, så er du på rette vej.

- Og har en virksomhed som Anodyne først fået fat i de kunder, der har rygproblemer og køber en kompressionstrøje, så kommer de igen, næste gang de får brug for en trøje, siger Esben Mols Kabell, der mener, at mange virksomheder kan lære af Amazon.com, hvis pakker ikke efterlader nogen tvivl om afsenderens navn.

De bør også overveje plakater som McDonald’s, lækre æsker med magnetlukning som Apples, visitkort, foldere og busreklamer, mener Esben Mols Kabell.

Nu er det næppe vanvittigt overraskende, at indehaveren af et trykkeri anbefaler netop den strategi, men der er opbakning at hente til synspunktet hos Marco Hubert, der er lektor ved Aarhus School of Business and Social Sciences.

– Internetannoncering er ikke en erstatning for de traditionelle reklamer, vi kender fra print, radio og tv, men et supplement. Vi færdes i dag på langt flere medier end for 15 år siden, både online og offline, og set i det lys er online-delen blot med til at skabe en bedre sammenhæng i kundens oplevelse af virksomhedernes brand, siger han.

Husk nu emballagen

Hos virksomheden Moldit i den sydfynske købstad Svendborg, der er på gaden med et bud på fremtidens modellervoks til både hobby og leg i Panduro Hobby, er man enig.

Her besluttede indehaverne Kasper Holme og Kasper Pers sig for at skabe det helt rigtige univers med den rigtige emballage og smarte etiketter, designet i et tæt samarbejde med Courage Design i deres hjemby.

– Vi vil gerne ud i detailhandlen, så vi ville ikke springe over, hvor gærdet var lavest. Det er vigtigt, at det ser godt ud og skiller sig ud på en butikshylde. Den feedback, vi har fået, er da også kun positiv, siger Kasper Holme.