Wibroe, Duckert & Partners (WDP) og OMD løb med den helt store pris, Grand Prix’en, da årets Advertising Effectiveness Award (AEA) løb af stablen i København torsdag aften.
Den danske effektpris har eksisteret siden år 2000, og målet er at hædre de cases, som viser, at god markedsføring kan være guld værd for virksomheder.
Hæderen tilfaldt WDP og OMD for den pivuhyggelige ”Husk Hyggen”-indsats udført for Toms Gruppen. Og årets AEA-jury er ikke nærig med roser til kampagnen:
– Det er en case, som på fineste vis dokumenterer, at det kan lykkes at revitalisere et brand og samtidig skabe en stor salgsfremgang. Med et brand-kendskab på 96 pct. springer ”Husk Hyggen” rammerne for, hvad der nogensinde før er målt hos Dansk Reklame Film.
– ”Husk Hyggen” er det imponerende resultat af et rigtig solidt marketingfagligt håndværk og en stærk dokumentation, som tydeligt viser, at man er nået langt ud over det forventede mål. Toms, OMD og Wibroe, Duckert & Partners honoreres for deres mod til at tænke anderledes og overraskende og skabe nye innovative skræddersyet løsninger, lyder det i motivationen.
Fin hæder til momondo-profil
Ved prisuddelingen blev der uddelt i alt 11 priser; ni AEA-priser, den omtalte Grand Prix for den absolut bedste case samt Årets Markedsfører, der uddeles af Kreativitet & Kommunikations bestyrelse og vurderes uafhængigt af AEA-juryens arbejde.
Vinderen af den fine hæder blev i år Per Christiansen, marketingdirektør i momondo, der har spillet en nøglerolle i udviklingen af den dansk-baserede rejsesøgemaskines slagkraftige og tankevækkende ”The DNA Journey”.
– Det er et fremragende eksempel på, at markedsføring kan række langt ud over en kampagne. Det kan starte en global debat og være med til at sætte gang i en bevægelse, en bevægelse mod større tolerance og åbenhed mellem mennesker. Det kræver et helt særligt mod, at gå ind på den politiske arena – ikke i form af partipolitik – men med en holdning om at ville skabe et mere åben mindset og respekt mellem mennesker, for på den måde at få en bedre retning til en bedre verden, lyder det i kor fra Kreativitet & Kommunikations bestyrelse.
Udover Grand Prix’en blev ni ud af de 20 cases på årets shortliste vekslet til priser. Se dem alle her:
(Kampagne/annoncør/bureau)
Beercycling – Simpelthen en pissegod idé
Landbrug & Fødevarer
Mensch
Nederen forældre – Nederen er kærlighed
Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden
& Co. og Orchestra
Flere gik til Louis Nielsen i 2015
Louis Nielsen
OMD
G4S stjæler markedsandele
G4S A/S
Umwelt A/S
Go’on holder de lokale kørende – en sag der giver salg
Go’on Gruppen A/S
envision og Orchestra
Did it for Denmark, Mom & Spies
Spies Rejser
Robert Boisen & Like-minded
No One Lives Like You – Selling sofas in a financial meltdown
Bolia.com
UncleGrey
Sex sælger, men store følelser sælger bedre
Interflora Danmark
Brandhouse og MediaCom
Tuborg Øl-lotteri
Tuborg
Wibroe, Duckert & Partners og PHD