På lidt over en uge har det relativt nystartede bureau Gorilla Media skabt et vaskeægte viralt hit med en video født til Facebook, der problematiserer, hvad danskhed egentligt er. Og hvordan vi taler om det.

Som tidligere omtalt nåede videoen meget bredt ud i de første 12 timer af sin levetid, og det fortsatte.

I alt er den tankevækkende film, #JegErDansk, nu blevet vist over tre mio. gange, har opnået et reach på over fem mio. og den er blevet delt over 30.000 gange på Facebook.

Dertil kommer over 22.000 reaktioner på filmen, der har skabt debat såvel nationalt som internationalt.

Ikke blot på grund af den virale effekt, men også takket være opmærksomhed i ”De gamle medier” med over 30 artikler om filmen samt indslag i landsdækkende tv og radio.

Ingen roser uden torne

Den massive interesse gør videoen til en af de mest sete, mest delte og mest debatterede Social Media-videoer herhjemme gennem tiderne.

- Vores team er begejstrede over modtagelsen af #JegErDansk-kampagnen. Ingen af os havde forestillet os, at det ville blive en af de mest delte danske videoer på sociale medier nogensinde, siger Alex Sabour, stifter og Creative Lead i Gorilla Media.

Den store spredning har også betydet, at der er kommet en del kritik, men det tager han ikke så tungt.

- Der har været skarp kritik, men det blegner i sammenligning med de titusinder af breve, e-mails, beskeder og kommentarer, som vi har modtaget fra folk, der takker os, siger han.

- De er strømmet ind fra alt fra filmstjerner, politikere over journalister til ”thougt leaders” og nobelprisvindere, der alle har fortalt os, hvor vigtig videoen er, siger Alex Sabour og fortsætter: ”Jeg er ligeglad med, at videoen er kontroversiel. Den udtrykker det, Gorilla Media står for”.

Bureau kimet ned

Han håber, at videoen også får medvind, når award-sæsonen for alvor begynder.

- Det bliver spændende, men uanset hvad der sker, så har vi skabt en kulturel happening, som folk ikke lige glemmer, siger han.

- Vores telefon har ringet non stop, siden vi frigav videoen. Primært fra potentielle kunder, der også ønsker at tage deres brand til det næste niveau. Og vi er klar, slutter Alex Sabour.

Se (eller gense) videoen her: