Paris Saint-Germain-stjernen, den svenske landsholdsspiller Zlatan Ibrahimovic, var i starten af året frontfigur for Volvo i reklamefilmen ”Made By Sweden”– ifølge Volvo selv med stor succes.

Nu går fodbold-ikonet nye, svenske reklame-veje og bliver ambassadør for vitamindrikken, Vitamin Well, den svenske udfordrer til Coca-Colas Glacéau Vitaminwater.

Vitamin Well kom på markedet i 2008, og alt fra udvikling til produktion foregår i Sverige, men tanken bag samarbejdet med Zlatan er, ifølge en meddelelse fra selskabet, at brandet også gerne vil gøre sig internationalt – så derfor lanceres Zlatan Ibrahimovic som ambassadør for brandet i Europa.

Jonas Pettersson, adm. direktør for Vitamin Well, siger:

– Vi er naturligvis glade for at have Zlatan på vores hold. Vitamin Wells svenske oprindelse er noget vi er meget stolte af, og hvad er bedre end at arbejde sammen med en svensk levende legende som Zlatan Ibrahimovic. Det faktum at han også har en urban, smart og sund profil gør samarbejdet endnu mere indlysende.

Vitamin Well og Zlatan vil indgå i flere aktiviteter sammen henover 2015, og ifølge selskabets meddelelse er også hovedpersonen selv godt tilfreds med aftalen.

– Det bliver virkelig spændende at arbejde sammen med Vitamin Well-holdet. At hjælpe en ung fremstormende – og frem for alt – svensk virksomhed ud i verden føles som den rigtige udfordring for mig, siger Zlatan Ibrahimovic.

Vitamin Well blev etableret i 2006. Drikken har været på det danske marked siden 2009 og fik sin egen organisation i Danmark i maj 2011– i øvrigt en måneds tid før Glacéau Vitamin Water indtog landet.