I forbindelse med årets Mobile World Congress, der i dag afsluttes i Barcelona, har AOL – der bragede ind på den mobile annoncescene i fjor med platformen ONE by AOL – offentliggjort et samarbejde, der skal give brugere af platformen adgang til data fra 360 millioner mobilbrugere fra hele verden.

Det sker i fællesskab med adsquare, og gevinsten skal opstå ved hjælp af en kombination af anonymiserede datakilder fra indkøb, placering, mobile reklame-id’er, mobil og onlineforbrug samt førstepartsdata.

Med data fra 12 markeder, herunder Danmark, USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Sverige, Norge, Finland, Østrig og Schweiz, bliver adsquares mobildata tilgængeligt i ”ONE by AOL”-platformen.

Derudover vil annoncører også få mulighed for at koble sig til disse målgrupper i realtid. Vel at mærke både på mobile enheder og på tværs af skærme.

Masser af muligheder

Det nye samarbejde skal forstærke AOLs mediesalgsteams på tværs af markeder, som nu kan anvende disse data til at forbedre mobilkampagner på tværs af AOLs produkter. Og skalere målgrupperne igennem AOLs mobile in-app annonceplatform.

- Vores nye samarbejde med adsquare giver en bred vifte af muligheder for både udgivere og annoncører. Ved at få adgang til adsquares data, forbedrer vi vores evner til at levere kvalitet og skalerbarhed yderligere, så annoncører kan ramme og udgivere kan tjene penge på relevante målgrupper, siger Alex Timbs, som er Head of Data & Attribution hos AOL International.

- Vores filosofi om den åbne platform betyder, at vi kan tilbyde forskellige datasæt og dermed hjælpe annoncører med at opbygge stærke brands og udgivere med at forbedre deres indtægt, fortsætter han.

Også hos adsquare er man begejstret for det nye samarbejde:

- Vi er glade for at alliere os med AOL på globalt plan og gøre mobilannoncering mere relevant. Mobilen er meget mere end blot den mest personlige kanal til at ramme forbrugere. Det er også den mest konsekvente form for identifikation og kilde til data, lyder det fra selskabet.