Pointvoucher har modtaget et økonomisk boost fra Innovationsfonden, som skal gå til at styrke den videre udvikling af virksomheden, der har som mål at skabe en global underholdningsplatform med brandede spil og underholdning.

Helt præcist får Pointvoucher, der har den tidligere Konstellation-CEO Nicolai Elmqvist som medstifter og CMO, et økonomisk boost på en halv million kroner.

Det giver naturligvis nye muligheder for virksomheden.

- Vi er glade for, at Innovationsfonden er med os på vores spændende rejse. Vi ligger i øjeblikket i forhandlinger med store internationale brands inden for retail og service, og boostet fra Innovationsfonden hjælper os til at kunne sætte farten yderligere i vejret, siger Thomas Gadegaard, managing director i Pointvoucher.

- I år har vi allerede med stor success lanceret Tivoli Puzzle, og det seneste års tid har vi også samarbejdet om The Big One-spillet, som er lavet over Blackpool Pleasure Beach, en forlystelsespark i Blackpool, England, fortsætter han.

- Snart sender vi endnu et produkt på markedet, hvilket vi glæder os enormt meget til. Vi ser frem til i de kommende måneder at lave flere partnerskaber med store kendte brands og håber på snart at kunne få et internationalt gennembrud, hvilket der pt. bliver arbejdet hårdt på, slutter Thomas Gadegaard.