Gennem mere end otte år har Morten Kirckhoff, der til daglig er kreativ direktør på reklamebureauet Advance, rejst verden tynd sammen med radioværten Jan Elhøj.
Udstyret med soveposer, lommelygter, lakridser, telt, pandelamper og kameraer (og et par andre småting), har de to barndomsvenner jagtet, fundet og fotograferet forladte steder – fra kaserner, slotte, hospitaler og apoteker til bordeller, akvarier, privatboliger og laboratorier – over hele kloden.
Det er siden 2011 blevet til to fotobøger – og fem dokumentarprogrammer på DR2 med titlen ”Alt Forladt” – og i dag udkommer makkerparrets tredje fotobog ”Abandoned 3”.
Det er svært at fremhæve nogle steder frem for andre, men ikke mindst fotoserier fra forladte danske privathjem, herunder flere forladte gårde, sætter eftertanken på overarbejde.
Fotos og historier fra et tilgroet akvarium i Frankrig, Royal Aircraft Establishment i England, Kong Zogs pragtvilla i Albanien, og ”Pyramiden” på Svalbard bør også fremhæves. Få et par smagsprøver sidst i artiklen.
Permafrost siden 1998
For de to eventyrere selv er det ikke nemt at svare på spørgsmålet om, hvad der har gjort det allerstørste indtryk, for de mange oplevelser har sat sig i sindet på hver deres måde. Men Morten Kirckhoff prøver:
– Jeg bliver nok nødt til at fremhæve Pyramiden på Svalbard – den oprindelig sovjetiske bosættelse på øen Spitzbergen, hvor russerne gravede kul i en årrække. Der boede på et tidspunkt over 1.200 mennesker, og det var helt samfund med svømmehal, børnehave, skole og et kulturhus, hvor der hver uge blev opført teater og musikarrangementer, der hyldede Sovjet. Bosættelsen blev lukket i 1998, og alle beboerne blev fragtet tilbage til det, der nu var blevet til Rusland.
Hvorfor gjorde det særligt indtryk?
– Af mange grunde. Alene naturoplevelsen var helt enestående. Men især var det en meget speciel oplevelse, at bygningerne stod, som da de blev forladt, med inventar i lejlighederne, musikinstrumenter og bøger i reolerne. På grund af permafrosten i området har naturen ikke ”erobret dem tilbage”, som vi har set så mange andre steder, hvor ting er groet til. Af gode grunde er der heller ikke plyndret, som vi også har set andre steder. Her stod alt bevaret, som om folk var gået derfra i går. Selv klaveret i musikstuen var stadig stemt, fortæller Morten Kirckhoff, som også fremhæver Svalbard-oplevelsen af en helt anden årsag:
– Der lever 3.000 isbjørne på Svalbard, og de søger ofte mod Pyramiden for at finde føde i de forladte huse. Så vi havde rifler og pistoler på os døgnet rundt i de dage, vi var der. Det gav opholdet dér en ganske særlig intensitet.
I har mange forladte danske privatboliger med i bogen også. Efterlader det andre følelser end fx en kirke i Belgien eller et slot i Polen?
– Helt klart. I de forladte og forfaldne danske boliger kender man jo ”koderne”. Det ligner min mormors hjem. Kunne lige så godt være det. Det er billedrammer, man kender, onkels cerutter, der stadig ligger på bordet, møblerne man synes, man har set før. Man tænker ikke, hvad mon der er sket her, som man gør i et slot i Polen. Her kommer det tættere på, og man tænker mere: Hvad er der blevet af disse mennesker? Det er mere følelsesladet og en ekstra stærk oplevelse.
Kontrasterne fascinerer
Men hvorfor bliver de ved? Hvad driver dem kloden rundt igen og igen i jagten på forladte steder, hvor ofte både vagter, hunde, hængelåse eller gartnere ”vogter”?
– Personligt bliver jeg hele tiden fascineret af eventyret i oplevelsen. Det er sanselige oplevelser, forbundet med dufte, lys, lyde og spænding at vågne op inde i fx et forladt tysk laboratorium eller i et tomt slot i Frankrig eller ved et forladt Dino-land i Sverige ved solopgang, siger Morten Kirckhoff.
Og relationen til din daglige reklameverden?
– Man kan sige, at anti-iscenesættelsen, den rå virkelighed og forfaldet jo i hvert fald står lidt i modsætning til reklamens verden, hvor vi opfinder, pynter, pudser og iscenesætter. Omvendt er der også paralleller: Vores bog er jo også storytelling og kommunikation. Men på en anden måde, lyder det fra Morten Kirckhoff.
Og værsgo: To pluk fra bogen ”Abandoned 3”
Royal Aircraft Establishment, Storbritannien
Royal Aircraft Establishment blev etableret i 1946 til eksperimentelt udviklingsarbejde og optimering af fly, bl.a. Supermarine Spitfire, det berømte et-motors jagerfly der fik en central rolle under Anden Verdenskrig. 
Stedet har i sin storhedstid været skarpt bevogtet, og al arbejde var klassificeret som fortroligt i forskellige grader.
Stedet tilbød deres service til Frankrig, som i 60’erne og 70’erne testede aerodynamikken på modeller af Concorden. REA blev udfaset i februar 1994.
Stedet har en portvagt, som vi bare vinkede til. Vi lod som om vi havde et ærinde inde på området, hvor der bl.a. er en fritfalds-simulator, som et eventbureau har lejet.
Adgangen var forholdsvis nem. Det svære var at komme uset ind i de nedlagte bygninger. De fleste af dem er stærkt forfaldne med sammenstyrtede tage og oversvømmet af vand.
Men det lykkedes os at komme ind og få et glimt af stedets unikke historie. Til vores overraskelse finder vi, i et af de nedlagte kontorer, nogle rustne arkivskabe som indeholder fortrolige original-papirer, bl.a. originale blueprints fra udviklingen af Spitfiren og testresultater. Alt sammen klassificeret som top secret.
Akvarium, Frankrig
Vi har set det mange gange før i større eller mindre skala. Folk, som har en passion for noget og lader det overskygge alt andet i deres liv. Også deres økonomi. Samlinger af biler, mønter, udstoppede dyr eller som i vores forrige bog – amerikanske kampvogne.
Historien om det franske akvarium er ingen undtagelse. Det forlyder, at en mand, som havde en stor passion for fisk, ville dele sin interesse med omverdenen og gik i gang med at opføre en ”parc de pêche”. Placeringen er lidt tvivlsom, for akvariet ligger langt fra den nærmeste hovedvej, ude i et tyndt befolket område for enden af en tre kilometer lang skovvej. Her ved en tilgroet parkeringsplads finder vi stedet, som består af sprøjte- støbte huler med akvarier, hvor hver afdeling har været opdelt efter forskellige fiskearter. Nu står det hele og gror til. Fiskene er væk.
Omme bag det store naturområde bor den mand, hvis passion brast i 2008. For trods den unikke samling var der aldrig nok gæster, der fandt vej til stedet.