De to unge kreative danskere, Jonas Roth og Rasmus Smith Bech, der i en årrække har arbejdet hos reklamebureauet Grey i London, skifter til et andet af de store London-bureauer: Adam & Eve/DDB

Og uanset om Richard Brim - Executive Creative Director hos Adam & Eve/DDB - ifølge britiske Campaign gerne vil undgå at ”brande” bureauets nye, danske, kreative duo som ”dem, der skabte Volvo LifePaint”, så  rokker det nu engang ikke ved fakta.

Nemlig , at det var de to danskere, der stod bag casen, der sikrede Grey London og Volvo to gange Grand Prix ved VM i Cannes sidste år - og var stærkt medvirkende til at hente guld i Design for Tate-casen ”500 years of stories” ved Cannes Lions i år.

Men om kort tid bliver det altså Omnicom-bureauet Adam & Eve/DDB - bureauet bag bl.a. John Lewis’ fremragende julefilm ”Monty The Penguin”  - der kan nyde godt af de to kreative danskeres evner.

Hvorfor vælger I at skifte?

- Der er ingen tvivl om, at Grey London har været et fantastisk sted for os og en stor del af vores udvikling. Men efter snart fem år er det tid til et sceneskift. Det er selvfølgelig trist at sige farvel, men heldigvis har Grey vist forståelse for vores valg, så vi går hver til sit som venner. Vi glæder os meget til de nye udfordringer og en ny række spændende og interessante kunder at arbejde på, siger Rasmus Smith Bech.

Han og Jonas Roth starter hos Adam & Eve/DDB inden jul, og de to danskere kommer til at referere til Adam & Eves to ECD’ere, Richard Brim og Ben Tollett.

Ifølge Campaign kommer den danske duo til at arbejde på tværs af alle bureauets kunder og brands, herunder H&M, John Lewis og Aviva.

Grey London mistede i sommer også tre af sine topfolk: Chief Creative Officer Nils Leonard, CEO Lucy Jameson, og managing director Natalie Graeme.