D&AD (Design and Art Direction) er en britisk institution for primært designere og AD’ere, som oprindeligt var kendt under navnet British Design & Art Direction.

En gang om året uddeler institutionen ”blyanter” til de bedste arbejder globalt ved D&AD Awards, og i år er der for første gang to danskere med blandt de jurymedlemmer, der skal vælge vinderne.

Det første danske jurymedlem er Rasmus Smith Bech, kreativ hos Grey i London, i kategorien ”Art Direction”.

Han gjorde sig så sent som i sidste uge bemærket ved EM i reklame, Eurobest, hvor han blev præmieret for ”Volvo LifePaint”.

I øvrigt en kampagne, der sikrede ham og samarbejdspartneren Jonas Roth en Grand Prix ved VM i reklame, Cannes Lions, i sommers.

Design-profil også med

Det andet danske D&AD-jurymedlem er Jesper von Wieding, der skal være med til at bedømme de indsendte arbejder i Packaging Design-juryen.

Han har en lang international karriere bag sig, og han er medstifter af 3X, Scandinavian DesignLab og Scandinavian Design Group/FutureBrand.

Derudover er han bestyrelsesmedlem hos Design Denmark og medstifter af den nye Danish Design Award, som vi skrevet om her. Derudover er han bl.a. juryformand for Design-kategorien under Creative Circle.

Endelig gør en tredje dansker sig også bemærket på den internationale scene i dag, da han er kommet med i den jury, der skal afgøre FWA 2015, Site of The Year.

Det drejer sig om Anders Sønderby Jessen, teknisk direktør og partner i Hello Monday, der altså skal være med til at kåre verdens bedste website i 2015.