For nylig hyrede rådgivnings- og revisionsgiganten EY to tunge digitale bureau-profiler i skikkelse af Caroline Deichmann-Bendixen og Kim Jong Andersen for at styrke sin rådgivning om digital transformation, hvilket afspejler den støt stigende efterspørgsel på kompetencer, der kan binde strategi og digital sammen.

Nu er noget lignende sket hos managementkonsulenthuset Valcon, der har oprustet på det digitale område ved at hyre Peter Schmidt som Director.

Han har mange års erfaring fra netop det forretningsområde qua sin fortid som bl.a. CEO fra toneangivende digitale bureauer herhjemme såsom Framfab, Hello Group og SoftwarePeople. Senest var han COO hos Hello Group, der blev solgt til North Alliance (NoA) i oktober.

Mennesker først, tak

Peter Schmidt mener i øvrigt på ingen måde, at digitaliseringsbølgen er ved at stilne af, og han ser frem til at bidrage til at koble digitalisering og teknologi endnu tættere på forretningen:

- Der er stadig et enormt uudnyttet potentiale i de digitale teknologier, som kan give virksomheder nogle stærke konkurrencefordele og samtidig styrke kunderelationerne, men det vigtigste at holde for øje er, at udviklingen ikke skal være drevet af teknologien. Det er de menneskelige behov og indsigter, der skal drive udviklingen, og de skal understøttes af teknologien. Ikke omvendt, siger han.

Peter Schmidt oplever, at mange topledere nærmest skriger sig hæse efter digitalisering og innovation, men på trods af sin egen forkærlighed for netop disse to områder, mener Peter Schmidt, at det er afgørende at sikre, at organisationen er gearet til de nye arbejdsmåder.

- Digitalisering og innovation er ikke noget, organisationen kan køre perifert ude på et sidespor. Hvis der skal realiseres de gevinster, som ligger og venter, kræver det, at kulturen, strukturen, processerne og belønningsmodellerne alle bliver skruet sammen på helt nye måder. Siloerne og driftsorganisationen er nødt til at kunne sameksistere med mere agile, innovative og tværorganisatoriske enheder, siger han.

CEO: Peter Schmidt er en brancheprofil

Thomas Fischer, CEO for Valcon, deler Peter Schmidts syn på digitalisering, og han er glad for, at det er lykkes Valcon at tiltrække en profil af hans kaliber.

- Peter Schmidts kundeorienterede og holistiske tilgang til nye teknologier og digitalisering ligger helt på linje med Valcons syn på, hvordan virksomhederne kan realisere teknologiernes potentiale og skabe større konkurrencefordele gennem udvikling og innovation, siger han om ansættelsen af Peter Schmidt.

Peter Schmidt er Cand. Merc. Dat fra Copenhagen Business School og er sideløbende med sin nye stilling påbegyndt en Executive MBA in Management of Technology på DTU.