Forleden kunne vi her på Markedsføring fortælle, at legetøjs-koncernen Top-Toys CXO - Chief Experience Officer – og tidligere CMO, Thomas Meng, havde valgt at forlade virksomheden i forbindelse med en ledelses-rokade.

Og nu er koncernen så klar til at fortælle, at man har fundet en ny CMO i skikkelse af Christina Jensen, der fremover skal stå i spidsen for marketing-aktiviteterne i de to legetøjskæder BR og Toys’R’Us i Norden.

Christina Jensen kommer senest fra en stilling som Global Marketing Director i Royal Copenhagen, hvor hun har spillet en betydelig rolle i at opbygge globale marketingprocesser for brandet i Fiskars-koncernen, som Royal Copenhagen har været en del af siden 2013.

Christina Jensen har gennem sin karriere boet og arbejdet i forskellige lande i Europa, og hun vil ifølge Søren Torp Laursen, CEO i Top-Toy, kunne bidrage til Top-Toys ledelse med sin stærke viden om marketing.

- Vi ønsker en markedsføring i absolut topklasse, der appellerer stærkt til både børn og voksne, hvad enten de møder os online eller i vores butikker. Det glæder mig derfor at få en stærk marketingprofil som Christina Jensen om bord som en del af Top-Toys topledelse, siger Søren Torp Laursen.

Selv glæder Christina Jensen sig til at starte i sit nye job og bidrage til udviklingen af BR og Toys’R’Us i de kommende år:

- Jeg glæder mig til at se, hvordan jeg kan styrke den i forvejen dygtige marketingorganisation og lede teamet til at opbygge brands, der møder og overgår børnenes og forældrenes forventninger. En spændende virksomhed, med et stærkt team og gode produkter, siger hun.

Christina Jensen starter hos Top-Toy pr. 1. maj og får ansvar for alle strategiske og operationelle marketingaktiviteter i BR og Toys’R’Us.