I slutningen af 2015 købte Advance en andel af data & marketing-automationbureauet Responsive, som siden er rykket ind på adressen på Landemærket i København. Nu opruster bureauet igen på den digitale front.

Det sker med ansættelsen af Camilla Pelle som ny Digital Director.

Camilla Pelle kommer fra det digitale bureau Vertic, hvor hun været siden 2001 - de seneste knap ni år som Executive Client Director og Partner - og dermed været med til at udvikle bureauet fra tre ansatte til i dag omkring 100, og med kontorer i fire lande.

Og Jens Krog, CEO i Advance, er da også glad for nyansættelsen:

- Vi er ekstremt glade for at få Camilla om bord på bureauet, hvor det digitale fylder stadigt mere i vores dialog med kunderne, siger han og tilføjer, at Camilla Pelles erfaringer passer rigtig godt ind hos Advance.

Store synergier

- I efteråret gennemførte vi en større analyse af danske CMO’ers udfordringer. Det dominerende tema var, uanset segmenter og markeder, at skabe en større sammenhæng i alle brandets aktiviteter, og her passer Camilla godt ind. Med Camillas erfaring inden for alle digitale discipliner, kan vi nu i endnu højere grad hjælpe CMO’erne med deres udfordringer. Samtidig kan vi se store synergier mellem Camillas kompetencer og Responsives produkter, siger Jens Krog.

Og hovedpersonen selv glæder sig til at udnytte sin erfaring i en ny sammenhæng:

- Advance er superambitiøse og har det helt rigtige fundament med lange kunderelationer takket være stærke strategiske og kreative kompetencer. Jeg tror, jeg kan berige dette med mine kompetencer inden for digital markedsføring og ikke mindst udvikling af digitale produkter og services for både danske og internationale kunder, siger Camilla Pelle, der startede i sin nye stilling 1. februar.

Advance har i dag mere end 60 ansatte og arbejder for en lang række danske og internationale virksomheder og organisationer - herunder LEGO, Coloplast, Johnson & Johnson, Widex, Berendsen, LEO Pharma, Energistyrelsen og DOT.