Nye analyser fra Dansk Erhverv viser, at der er en stigende omsætning og beskæftigelse i den danske PR-branche. Fremgangen er endda højere end niveauet for det generelle erhvervsliv.

Derfor kunne Kresten Schultz Jørgensen, formand for Public Relations Branchen, også tillade sig at være optimistisk på branchens vegne, da han i går åbnede brancheforeningens generalforsamling.

Her blev Kresten Schultz Jørgensen, der ved årsskiftet gik i luften med virksomheden Oxymoron, enstemmigt genvalgt som formand for Public Relations Branchen.

Som noget nyt blev Nikolaj Buchardt fra Halo.agency valgt som næstformand.

- Jeg er glad og stolt over den tillid, som medlemmerne har vist mig. Jeg glæder mig til, sammen med den øvrige bestyrelse, at tage endnu en tørn for den danske PR-branche, lyder det fra Kresten Schultz Jørgensen i en pressemeddelelse.

- Det går godt i branchen, og vi vinder hele tiden markedsandele. Det skal vi glæde os over, for det understreger, at vi skaber værdi for vores kunder, fortsætter han.

Formanden ser nogle tendenser i branchen, som brancheforeningen skal forholde sig til i de kommende år:

- Når vi kigger os omkring, kan vi jo se en stigende brancheglidning. Flere bureauer bevæger sig mere mod et såkaldt full service-bureau. Ligeledes orienterer flere og flere andre rådgivningsvirksomheder sig mod PR-faget. Med andre ord går vi en utrolig spændende fremtid i møde, og det glæder jeg mig til at være en del af, slutter Kresten Schultz Jørgensen.

En stærk bestyrelse

Udover Kresten Schultz Jørgensen blev der også genvalg til en faglig stærk bestyrelse med kompetencer inden for forskellige grene af PR-disciplinen:

  • Uffe Lyngaae fra Publico, 
  • Lotte Hansen fra Hansen & Ersbøll Agenda,
  • Peter Sterup fra Primetime, 
  • Pia Bodal fra Kommunikationskompagniet,
  • Mads Byder fra Help PR, 
  • Nikolaj Buchardt fra Halo. agency 
  • Kirsten Dinesen fra Frontpage