Der findes priser, der er overkommelige at vinde, og så findes der priser, der ikke er så nemme at komme i nærheden af. Til den sidste kategori hører LIA - London International Award - der første gang blev uddelt i 1986.

I år var der indsendt over 14.000 bidrag fra 78 lande til prisen. Bare 7 procent kom på shortlisten, og af dem fik 1,2 procent guld, 1,6 procent fik sølv, 2 procent fik bronze og 2,1 procent fik en finalist-placering.

Så hvis der nu bliver hevet propper af et par champagneflasker hos det danske design- og brandingbureau Kontrapunkt, er det fuldt forståeligt: Bureauet har nemlig netop vekslet en shortliste-plads for sit arbejde med isdesserten Winterspring til en bronze-LIA.

Prisen er givet i den nye kategori Design/Verbal Identity - en kategori, der er sat i verden for at hylde det faktum, at ikke kun logoer, emballager og farver, men også sprog, navn og ord er med til at ”male” et brands identitet.

Kontrapunkt står bag både navn, brand identitet, website-design og Packaging Design for Winterspring - og netop for Packaging Design vandt bureauet tidligere i år også en af de prestigefulde Red Dot Awards.

Også LIA-priser i 13 og 14

Det er ikke første gang, danske bureauer og brands har kunnet bringe LIA-statuetter hjem:

Sidste år blev det således til to danske priser ved London International Awards - en bronze til M2 Film og Lego for Legends of Chima, Episode 17, Laval in Exile, og en bronze til &Co/Bacon og Jack & Jones for den berømte Made From Cool-kampagne med skuespilleren Christopher Walken i front.

Og i 2013 var det såmænd Bussen - og dermed M2 Film, Thomas Falkenberg og Midttrafik, som løb med en bronze i film-subkategorien ”Direction” ved LIA.

Hverken i 2012, i 2011 eller i 2010 var der danske cases blandt finalisterne og dermed heller ingen danske prisvindere.

De ”store” priser

Der blev - ud over de forskellige kategori-priser også uddelt syv Grand LIA’er, hvoraf et par af modtagerne formentlig er kendt stof for læserne af disse spalter:

- adam&eve DDB London vandt en Grand LIA for John Lewis’ “Monty's Christmas” 

- Grabarz & Partner Hamburg vandt en Grand LIA for EXIT Deutschland for “Nazis against Nazis. Germany's Most Involuntary Charity Walk”

- Leo Burnett, Buenos Aires vandt en Grand LIA for Samsung-arbejdet “Safety Truck”.

Alle dette år vindere kan nærstuderes her.